Fortsæt til indhold
Aarhus

Populære museer modtager ikke ny hjælpepakke: »Det giver ingen mening«

De succesrige museer Aros, Den Gamle By og Moesgaard Museum er skuffede over, at de ikke får del af den nye hjælpepakke til kulturen.

Der er ingen økonomisk hjælp på vej til de tre store museer i Aarhus – Aros, Moesgaard Museum og Den Gamle By – fra regeringens nye hjælpepakke til museer og teatre.

Folketinget vedtog tirsdag aften en ny hjælpepakke rettet mod kulturinstitutioner, der får mere end 50 pct. i offentlig støtte.

Hvis vi ikke kan levere det samme som før, kan vi risikere at gøre vores museer mindre attraktive og føre til fortsat faldende indtægter.
Mads Kähler Holst, direktør, Moesgaard Museum.

De tre aarhusianske museer står nemlig selv for mere end 75 pct. af omsætningen, bl.a. pga. store billetindtægter, og får derfor ikke del af den nye hjælpepakke.

Hjælpepakken dækker nemlig kun kulturinstitutioners faste udgifter som f.eks. husleje samt op til 90 pct. af medarbejdernes løn i en lønkompensationsordning.

Dermed får museer som Aros, Moesgaard og Den Gamle By ikke dækket de indtægtstab, som de måtte opleve som konsekvens af coronakrisen.

Det er ikke nok, siger museumscheferne Erlend Høyersten, Mads Kähler Holst og Thomas Bloch Ravn og mener samstemmende, at de store museers fremtid i Aarhus fortsat står og vakler.

»Det paradoksale i det her er, at vores succes nu kan blive vores svaghed,« siger Thomas Bloch Ravn, direktør, Den Gamle By.

Direktøren af Den Gamle By regner med, at en fortsat lukning hen over sommeren – medregnet de nuværende hjælpepakker til kulturen – kan have store økonomiske konsekvenser for museet.

»Hvis jeg tager mine mest pessimistiske briller på og kigger på konsekvenserne, så ser det skidt ud for Den Gamle By,« siger Thomas Bloch Ravn.

»Vi står til at miste mellem 25-30 mio. kr. i nettounderskud i år, hvis det står værst til, og hvis der ikke kommer en aftale, som kan kompensere for tabet af indtægter.«

Ikke tilstrækkelig

Erlend Høyersten, direktør i Aros, udtrykker bekymring for, at museerne kan komme i en negativ spiral, hvor de ikke kan levere den samme kvalitet som før.

»Aftalen er desværre ikke nok, hvis man ønsker, at museerne også efter coronakrisen skal have samme evner og muligheder for at give viden, oplevelser og nye perspektiver på, hvem man er, og hvilket samfund man lever i,« siger direktør Erlend Høyersten, Aros Aarhus Kunstmuseum.

Moesgaard Museum frygter ligeledes, at hvis kvaliteten på museet falder grundet manglende indtægter under coronalukningen, kan det betyde færre gæster i tiden efter krisen.

»Hvis vi ikke kan levere det samme som før, kan vi risikere at gøre vores museer mindre attraktive, og det fører til fortsat faldende indtægter. Vi skal være sikre på, at vi også har et kulturliv i Aarhus, når krisen er ovre,« siger Mads Kähler Holst.

Politikernes ansvar

»Kulturinstitutionerne er vigtige for Aarhus og byens økonomi. Det er de store museer, der tilsammen genererer ca. halvanden million gæster om året, som er med til at skabe omtale af byen og tiltrække turister til flere af byens attraktioner, hoteller og spisesteder,« siger Erlend Høyersten.

De tre museer håber på, at politikerne i Folketinget vil lave en ordning, der kan kompensere museerne for de store tab af indtægter, så længe der ikke kan komme gæster.

»Det giver ingen mening, at vi som kulturinstitutioner, der i en årrække har givet generøst og skabt store værdier til vores fælles samfund, økonomisk og kulturelt, og som i høj grad selv skaffer indtægterne, ikke kan få hjælp. Der mener jeg, at politikerne bør tage ansvar, når der er brug for det,« siger Erlend Høyersten.