Fortsæt til indhold
Aarhus

Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs

Siden 1991 har Vilhelmsborg Festspil opført klassiske operetter, musikalske lystspil og musicals. Nu er det slut.

Skammerens Datter – aflyst grundet konkurs.

Det kan man læse, hvis man går ind på Vilhelmsborg Festspils hjemmeside.

»Alle i bestyrelsen er berørte over at skulle træffe denne beslutning. Festspillet har været en stor del af manges liv. Vi har mange frivillige og enkelte honorerede medarbejdere, der gennem årene har lagt et kæmpestort arbejde i festspillet. For mange af dem har det nok været arbejde – men også et stort og givende fællesskab. Vi kan ikke takke dem alle nok for det, de har givet festspillet,« udtaler festspillets bestyrelsesformand Steen Jonsson Agger i en pressemeddelelse.

Vi kom desværre ud af 2019 med et dårligt økonomisk resultat.
Steen Jonsson Agger, bestyrelsesformand

Både coronakrisen og Vilhelmsborg Festspils sløje sæson i 2019 er medvirkende til, at fonden bag ikke kan betale de forpligtelser, den har.

»Vi kom desværre ud af 2019 med et dårligt økonomisk resultat. Vi solgte væsentligt færre billetter end normalt, og selv om vi med flere tiltag havde held til at holde snor i udgifterne, så måtte vi give os selv en stor opgave dette forår: Billetsalget skulle øges kraftigt bl.a. gennem et fremstød i forhold til en ny tilskuergruppe – familier med store børn, der kender eller er nysgerrige på Skammerens univers,« udtaler bestyrelsesformanden, der forklarer, at festspillet har manglet opbakning fra dets normale støtter:

Støtter har trukket sig

»Derudover skulle vi være aktive i forhold til det lokale erhvervsliv og forskellige fonde for at øge annonce- og sponsorindtægter med mellem 100.000 og 200.000 for at kunne have en fremtid. Det er forståeligt, at flere af vore normale støtter blandt lokale virksomheder allerede har måttet sige nej til at støtte os i år – men det gør også, at målet om væsentligt flere kroner bliver utopisk.«

Beslutningen betyder, at bestyrelsen udtræder med øjeblikkelig virkning og derfor ikke længere må træffe beslutninger, herunder udbetale eller modtage penge.

Derfor er forholdene omkring tilbagebetaling af allerede betalte billetter uklare.

Vilhelmsborg Festspil har siden 1991 produceret en årlig udendørs forestilling om sommeren i parken ved Vilhelmsborg Gods ved Aarhus. 200 frivillige arbejder foran, på og bag scenen under kunstnerisk ledelse af et lille professionelt team: instruktør, kapelmester og koreograf.

I august landede Vilhelmsborg Festspil i medierne, da arrangørerne valgte at droppe en tradition om at synge nationalsangen efter hver forestilling. Et kunstnerisk ønske og nationalmelodiens uheldige associationer, lød begrundelsen dengang.