»Jeg kan ikke forstå, at man kan gøre det på den måde«
På Aarhus Gymnasium er de kede af indstillingen om at nedlægge deres stx-klasser i Aarhus midtby.
Mens de på Aarhus Gymnasium er kede af udsigten til, at gymnasiets stx-klasser på Dollerupvej bliver lukket, får nyheden en varm modtagelse hos mange af de andre gymnasier i området.
Mandag besluttede udvalget for regional udvikling i Region Midtjylland at indstille til at nedlægge udbuddet af stx-linjer på Aarhus Gymnasiums afdeling på Dollerupvej i Aarhus C. Det skete, fordi den nye afdeling kun havde fået 16 ansøgere.
Udvalgets beslutning kom fuldstændig bag på direktør for Aarhus Gymnasium Annette Lauridsen.
»Vi har ikke været inddraget i det. Vi har ikke hørt noget, og vi har ikke været i dialog omkring den nye udmelding. Det, synes jeg, er mærkeligt og beklageligt. Jeg kan faktisk ikke forstå, at man kan gøre det på den måde,« siger hun.
Vi er rigtig glade for, at vi kan tage en klasse mere.Rektor for Marselisborg Gymnasium Kirsten Skov
Under pres
På Aarhus Gymnasium var de nemlig glade for den oprindelige indstilling, regionsrådet lavede til undervisningsministeren i januar. Her var der lagt op til, at gymnasiet skulle have stx-klasser på både Dollerupvej og i Tilst.
»Det var vi meget glade for, fordi det understøttede den vision, som ligger bag hele fusionen mellem Langkaer Gymnasium og Aarhus Tech. Det her sætter hele visionen under pres,« siger Annette Lauridsen.
Hun ville ønske, regionen havde lagt op til, at de kunne have fundet en fælles løsning på problemet.
»Man kunne for eksempel forestille sig, at man, i stedet for at reducere vores kapacitet fra syv til fire klasser, samlede klasserne i Tilst,« siger hun.
»Den rigtige beslutning«
De tre klasser, der skulle have været på Dollerupvej, skal i stedet fordeles på Aarhus Katedralskole, Marselisborg Gymnasium og Skanderborg Gymnasium. Dermed står de ikke til lige så stramme kapacitetslofter, som regionsrådet ellers havde lagt op til i januar. Det vækker glæde hos gymnasiernes rektorer.
»Jeg mener, det er den rigtige beslutning. Det var en forkert beslutning fra starten at oprette et ekstra gymnasium i Aarhus midtby, fordi der allerede ligger tre gymnasier tæt på hinanden,« siger rektor for Marselisborg Gymnasium, Kirsten Skov.
Selv om hun giver udtryk for, at det må være svært for Aarhus Gymnasium at få den besked så sent i processen, er hun glad for, at de skal afvise færre elever på Marselisborg Gymnasium.
»Vi er rigtig glade for, at vi kan tage en klasse mere. Vi skal stadigvæk sende mange elever til andre gymnasier, men det er trods alt 28 elever færre nu. Men det er klart, at vi kommer til at skuffe mange elever, og derfor vil vi rigtig gerne tilbage på vores normalkapacitet på 10 klasser,« siger Kirsten Skov.
Glæde i Skanderborg
En lignende udmelding lyder fra Skanderborg Gymnasium.
»Det er stadig en reduktion i forhold til vores udmeldte kapacitet på 10 klasser. Men når det er sagt, ser jeg med tilfredshed på, at der er blevet lyttet,« siger rektor Jakob Thulesen Dahl.
På Skanderborg Gymnasium stod man til at skulle sende ansøgere ud af kommunen, hvis ikke kapacitetsloftet blev ændret. Ifølge Region Midtjyllands fremstilling af sagen kan det undgås med den nye indstilling.
»Det håber jeg er rigtigt. Når man er i en omegnskommune som Skanderborg, udfylder skolerne også en sammenhængsfunktion i kommunen,« siger Jakob Thulesen Dahl.