Fortsæt til indhold
Aarhus

Grenaa Posthus lukker

I 111 år har posthuset ligget ved stationen i Grenaa. Nu er posten rykket helt ud, og der skal nyt liv til.

Kilde: Tv2 Østjylland

Et stykke kulturhistorie er forbi og ved at finde sin nye plads og betydning i historiebøgerne. Postnord flytter nemlig fra mandag sin postomdeling på spidsen af Djursland fra Grenaa til Tirstrup.

I Grenaa har postvæsenet de seneste 111 år holdt til i en ikonisk bygning tegnet af stjernearkitekten Hack Kampmann, der også står bag Aarhus Teater, Marselisborg Slot og et hav af andre berømte bygninger. Fra på mandag er adressen et nedlagt autoværksted i Tirstrup. Lidt trist?

Måske, men flytningen giver god mening for Postnord, når der skal køres pakker ud til hele Djursland.

»Grenaa ligger på spidsen af Djursland, så du kan kun køre vestpå, hvis ikke du vil køre i havet. Så ved at placere et distributionscenter midt på Djursland, så kan vi køre alle veje rundt. Det er både økonomisk og miljømæssigt gavnligt,« siger Peter Knudsen, distributionsleder ved Depot Djursland, Postnord.

Selve posthuset lukkede for ekspeditioner i 2009, men siden da har området stadig været fyldt med postbiler, der har kørt ud til store dele af Djursland. Men nu er det slut med postomdelingen fra den ikoniske bygning.

Indtil bygningen stod klar i 1909, holdt postvæsenet til i stationsbygningen fra 1876 lige ved siden af. Da mængden af post voksede, blev der behov for mere plads.

Nu er mængden af almindelig post stærkt dalende, så det er mest pakker, som Postnord har håndteret de seneste år ved Grenaa Posthus.