Fortsæt til indhold
Aarhus

Lufthavnsdirektør: Flyselskab har lovet 850.000 passagerer

Aarhus Lufthavns voldsomme ambitioner for passagerudviklingen er baseret på et enkelt flyselskab, afslører lufthavnsdirektør Peer H. Kristensen.

Aarhus Lufthavn har en aftale med et flyselskab, som over fem år skal skabe trafik svarende til ekstra 850.000 passagerer. Aftalen, som er et centralt element i lufthavnsledelsens ambitiøse plan om at nå 1,5 mio. passagerer i 2024, er dog stødt på forhindringer, afslører lufthavnsdirektør Peer H. Kristensen.

»Flyselskabets udfordring lige nu er mangel på levering af nye fly, fordi Boeing 737 max-fly er blevet grounded over hele verden, så der er ikke fly nok på markedet til, at de kan komme med den vækst, de mener, de kan skabe i Aarhus Airport,« fortæller han, der af kontraktmæssige årsager ikke kan oplyse navn på selskabet.

Vi er nødt til at være meget ambitiøse i vores målsætning.
Peer H. Kristensen, direktør for Aarhus Lufthavn

Resultatet for 2019 er netop gjort op, og det gav en fremgang på 2,9 pct og et passagertal på 500.490. Derfra er der fortsat et stykke vej til de 1,5 mio. passagerer, som står i den vækstplan, der blev præsenteret i foråret 2019.

Lufthavnen har meddelt, at den i år åbner seks nye ruter og øger frekvensen på flere eksisterende ruter. Samtidig lukkes fire andre ruter. Ifølge Peer H. Kristensen budgetteres der med 550.000 passagerer i 2020, men målsætningen om de 1,5 mio. passagerer i 2024 gælder stadig.

»Vi er nødt til at være meget ambitiøse i vores målsætning, for ellers udfordrer vi os ikke hårdt nok,« fastslår Peer H. Kristensen.

Fugle på taget

Baseret på lufthavnens historik og det øjeblikkelige luftfartsmarked tror luftfartsekspert og redaktør af luftfartssitet Check-In Ole Kirchert Christensen ikke på lufthavnens målsætning.

»Alle lufthavne har hele tiden mange fugle på taget. Ruteudvikling er et langsigtet arbejde, som nogle gange giver resultat, og mange gange ikke gør. Derfor skal man ikke melde den slags planer ud, før de bliver en realitet,« siger han.

Ifølge luftfartsanalytiker Jacob Pedersen, aktieanalysechef ved Sydbank, skal lufthavnsledelsen snart demonstrere, at der er grundlag for de voldsomme vækstplaner.

»Der er ikke noget overraskende i, at der ikke er en turbovækst det første år. Det ville have været mærkeligt, om det var i år ét, at det hele bare var buldret derudad. Det tager tid at få styr på de nye flyselskaber, som skal give de mange nye passagerer,« siger han.

»Når det er sagt, så tikker uret, for det er en meget ambitiøs målsætning. Vi skal se noget fremdrift i 2020. Det er hævet over enhver tvivl,« fastslår Jacob Pedersen.