Nabokommuner klager over Aarhus' vindmølleplan
Vindmøller ved Kasted kan bremse udvikling af attraktive boligområder syd for Søften, skriver Favrskovs borgmester i et høringssvar. Syddjurs Kommune har også protesteret over Aarhus' vindmølleplaner.
»Søften er et af Favrskov Kommunes mest attraktive boligområder.«
Sådan lyder et af argumenterne mod Aarhus Kommunes forslag om at opsætte tre 150 meter høje vindmøller ved Kasted.
Placeringen er ganske vist i Aarhus Kommune, men så tæt på kommunegrænsen til Favrskov Kommune, at Favrskov Kommune i et høringssvar frabeder sig vindmøllerne i Kasted.
Indsigelsen skal ses, i sammenhæng med at der med vindmøller følger støjkonsekvenszoner, som rækker langt ind i Favrskov Kommune. Inden for disse zoner kan der ikke planlægges for støjfølsom anvendelse – herunder boligområder, hedder det i høringssvaret fra Favrskov Kommune.
Støjzonerne kan ifølge høringssvaret have en udstrækning på 1-1,5 kilometer, og kommunen frygter derfor, at zonen kan blokere for udvikling af boligområder syd for Søften.
I sit høringssvar medgiver kommunen, at det kan være en vanskelig opgave at finde områder til vindmøller, da kommunen selv tidligere har forsøgt at finde egnede områder ved Haraldsmark og Ødum.
»Men begge områder blev fravalgt efter en offentlig debatperiode. Det skete bl.a. med baggrund i et høringssvar fra Aarhus Kommune, hvor der blev gjort opmærksom på nærheden til Spørring,« bemærker kommunen i sit høringssvar, der er underskrevet af borgmester Nils Borring (S) og Erling Kvist Andersen (S), formand for planudvalget.
Solenergianlæg
Ud over Aarhus Kommunes vindmølleplaner beder Favrskov Kommune også om at blive inddraget i en eventuel opsætning af solcelleanlæg syd for Sabro, da afgrænsningen af det anlæg kan have betydning for vejforløbet for en eventuel ny motorvej mellem Aarhus og Hammel.
Aarhus Kommunes såkaldte temaplan for vedvarende energi foreslår tre områder til vindmøller: Aarhus Havn, Kasted og Vosnæs og 13 områder til solenergianlæg. Planen er i høring til den 11. december.
Planen om opsætning af vindmøller ved Vosnæs, der ligger tæt ved kommunegrænsen til Syddjurs Kommune, har også givet ”nabokommuneklager”. Syddjurs Kommune har indgivet et høringssvar over mølleplanerne ved Vosnæs.
Her har borgmester Ole Bollesen (S) anført over for Aarhus Kommune, at vindmøller ved Vosnæs vil ændre oplevelsen af det bevaringsværdige kystlandskab ved Kalø Vig og forstyrre landskabet omkring Kalø Slotsruin. Området er ifølge borgmesteren »særligt afhængigt af turisme og bosætning«, hvilket opsætning af vindmøller vil påvirke.