Dansk som en julefrokost
Julefrokosten er en ægte dansk tradition, der dog ikke er særlig gammel.
Det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten. Idéen var den enkle, at man på sin arbejdsplads mødtes til en gang fællesspisning. Her kunne man hygge sig på tværs af faggrænserne og ønske hinanden en glædelig jul, inden man drog hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både inden for og uden for murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd.
På billedet er det medarbejdere fra Søndergades Apotek, der er samlet omkring bordet til julefrokost.