Fortsæt til indhold
Aarhus

Der er stadig jul i Gammelby

JP Aarhus

I år er det 40 år siden, at tv-julekalenderen ”Jul i Gammelby” blev vist for første gang på Danmarks Radio. Det var DR’s Provinsafdeling i Aarhus, der skulle producere julekalenderen og stå sin prøve som dramaproducent.

Bag manuskriptet stod de tre forfattere Jørn Birkeholm, Robert Fisker og Franz Berliner, og de skrev en julekalender, der skulle foregå i Den Gamle By.

Der blev slået stort brød op med optagelser i Den Gamle By og med Poul Thomsen som tv-vært. Det viste sig at blive for bekosteligt at optage on location, så der blev opbygget kulisser af interiør som krambodens butikslokale, borgmesterkontoret og nisseloftet. På nisseloftet var alting i dobbelt størrelse, så nisserne – skuespillerne Ove Sprogøe og Karen Lykkehus – så ud til selv at være i halv størrelse.

I dag oplever vi i Den Gamle By, at vores gæster kommer for at nyde den stemning, de husker fra Jul i Gammelby. Alle dage i julen kan man opleve 400 års julehistorie i Den Gamle By – også den 24. og 31. december og 1. januar.