Drastisk fald i omsætning er årsag til pludselig butikslukning
Ifølge kurator Søren Christensen Volder er det et drastisk fald i omsætningen i andet halvår af 2019, der er årsag til, at Butik Harald og Frk. Harald på Trøjborg er erklæret konkurs og lukker.
»Butikkens tidligere ledelse oplyser sådan set, at omsætningen stort set forsvandt fra den ene uge til den anden uden nogen forklarlig årsag,« siger Søren Christensen Volder.
Det er ejeren af butikkerne, Oliver Harald Nielsen, og banken, der har indgivet konkursbegæringen.
I weekenden afholder kurator ophørsudsalg i forretningerne, hvor man kan spare 60 pct. på alle varer.
»Der er løbende blevet leveret nye varer henover efteråret, og derfor har vi vurderet, at det må kunne betale sig at forsøge at sælge dem. Vi ser, hvor meget vi får solgt, og så tager vi bestik af det,« siger Søren Christensen Volder.
Ophørsudsalget finder sted lørdag og søndag fra kl. 10-18.