Letbanen trækker flere aarhusianere mod Odder
Interessen for at bosætte sig i Odder er steget blandt aarhusianske børnefamilier, siden letbanen er kommet til.
Antallet af aarhusianske børnefamilier, som vender blikket mod Odder Kommune, når de skal købe bolig, er i fremgang. Sådan adskiller kommunen sig såmænd ikke fra de andre af Aarhus’ oplandskommuner.
Men Odder har alligevel noget, der trækker, som flere af de andre oplandskommuner ikke har. Letbanen.
Særligt efter den kom til i efteråret sidste år, har flere ejendomsmæglere i Odder oplevet en stigende interesse blandt Aarhus-fraflyttere.
»Med letbanen har man fået italesat Odder-Aarhus, så aarhusianerne har fået ”placeret” Odder og afstanden til Odder,« siger Jesper Lund, som er daglig leder af Home i Odder.
Det er Mathias Sehested, som er ejendomsmægler og indehaver af Danbolig i Odder, enig i.
»Jeg tror ikke, at jeg har nået at italesætte letbanen over for en kunde, før de selv har fået nævnt det. Det er en af de ting, folk nævner rigtig ofte, så det har bestemt været et kæmpestort trækplaster,« siger han.
Forsinkelser gav positiv effekt
Ifølge Mathias Sehested har forsinkelserne med driften af letbanen på Aarhus-Odder-strækningen bidraget til at øge interessen for Odder blandt boligkøbere, fordi strækningen har været nævnt i medierne oftere, end den ellers ville have været.
På det område mener også Jesper Lund, at folk har fået øjnene op for Odder. De købere, han har været i kontakt med, har også haft stor interesse i ikke at blive frakoblet Aarhus.
»Hvis man vil ind til Aarhus for at opleve et eller andet inde i musikhuset eller noget andet, så er der ikke længere end en kort tur i bilen eller med letbanen. De synes ikke, de mister Aarhus. De synes bare, de får noget mere et andet sted,« siger han.
Fra politisk side har kommunen igangsat både projekter med infrastrukturen og nybyggeri målrettet at tiltrække børnefamilier.
Hvis du skal købe et parcelhus i Aarhus, er det nogle helt andre priser.Mathias Sehested, ejendomsmægler og indehaver af Danbolig i Odder
Børnefamilier vil væk fra byen
Ligesom i de andre oplandskommuner er det primært børnefamilier, der vælger at købe bolig i Odder Kommune. Tendensen har gennem de sidste fem år været den, at der har været størst nettotilflytning blandt 0-9-årige og 30-39-årige i kommunen.
»Det handler om at få et mere tæt nærmiljø, de kan blive del af. Mange af dem, der kommer inde fra Aarhus, er jo selv vokset op i mindre byer, og hvor de fleste førhen flyttede tilbage til deres hjemstavn, handler det nu mest bare om at flytte ud til yderområderne for at få den her fællesskabsfølelse, de er vokset op med,« siger Mathias Sehested.
Også Jesper Lund mener, at det nære lokalsamfund er med til at tiltrække børnefamilierne.
»Odder er en tryg by. Der er skoler og institutioner, men også både skov og strand. Det er en by, der har det hele, på trods af at den ikke er så stor,« siger han.
Mere for pengene
Men det mest åbenlyse svar på, hvorfor interessen er blevet så stor, er huspriserne. I Odder får man simpelthen flere kvadratmeter for pengene.
»En stor del af det er prisen. Man får noget mere, hvis man flytter til Odder, end hvis man flytter til Aarhus,« siger Michael Colding, som arbejder med salg og vurdering ved EDC i Odder.
Det oplever ejendomsmæglerne ved Home i Odder også.
»Man kan få sig en decideret villa i stedet for en lejlighed. Mange af familierne kommer fra en lejlighed inde i Aarhus, hvor de ikke har haft have, så det er de meget tiltrukket af,« fortæller Jesper Lund.
»Hvis du skal købe et parcelhus i Aarhus, er det nogle helt andre priser,« siger Mathias Sehested.
Bagsiden af medaljen
Men i takt med at der flytter flere børnefamilier til kommunen, kommer der også til at være større pres på skoler og daginstitutionerne.
Hvis tilflytningen og andelen af børn i kommunen fortsætter med at vokse, kan skolerne risikere at løbe ind i det modsatte problem. Nemlig at der kommer til at være kapacitetsmangel.
Andelen af børn i 0-5-års alderen i kommunen forventes at stige markant i løbet af de kommende år, og derfor har daginstitutionerne og skolerne også været lune punkter på dagsordenen under de igangværende budgetforhandlinger.
I budgetaftalen, som tirsdag aften blev indgået mellem Venstre, De Konservative, De Radikale og DF, er der bl.a. afsat 25 mio. kr. til en ny børnehave i Odder Vest.