Forældrevrede over handicapforhold
Kommunen kalder situationen på bosted i Elev uholdbar efter kritik af manglende hygiejne, rengøring og kommunikation.
»Vi er dybt bekymrede over personale- og ledelsessituationen i Elev, og vi føler, at Aarhus Kommune i den grad svigter sit ansvar for vores unge menneskers trivsel.«
Sådan begynder et brev fra forældrene til de seks beboere i Elev Bofællesskabs hus 4, hvor Aarhus Kommune anbringer voksne med nogle af de sværeste handicap. Brevet er sendt til socialrådmand Kristian Würtz (S) og ledelsen i Voksenhandicap.
»Når man sender sådan et brev, er det, fordi vi er nået langt ud,« siger Karin Glad, der har skrevet brevet på vegne af forældrene.
I brevet kræver forældrene bl.a. en løsning på en stor udskiftning blandt bostedets pædagoger og en bekymrende stor brug af vikarer. Der peges også på, at rengøringen er »under al kritik«, at beboere ofte ikke bliver vasket ordentligt efter toiletbesøg, og en udpræget mangel på kommunikation fra ledelsen, når f.eks. pædagoger stopper, eller nye begynder.
I et skriftligt svar erkender Karin Juul, leder af Borgercenter Nord, hvor Elev Bofællesskab hører under, at forholdene kunne være bedre:
»Derfor er jeg i samarbejde med afdelingslederen i gang med at lave en handleplan for initiativer, der skal igangsættes. Bofællesskabet har igennem et stykke tid været under et stort pædagogisk og fagligt pres. Det har desværre haft konsekvenser både for beboere, ansatte og pårørende. Det er blevet en uholdbar situation, som vi må og skal have rettet op på hurtigst muligt.«
Socialtilsyn Midt konstaterede i en tilsynsrapport fra december 2018 store problemer i Borgercenter Nord, som organiserer otte bosteder for handicappede. Tilsynet beskrev bl.a., at de fleste bosteder er præget af mange udskiftninger blandt medarbejdere og ledere, og at et højt forbrug af vikarer uden de fornødne kompetencer skaber utryghed og mistrivsel hos beboerne. Desuden får ledelsen i borgercentret og på dets bosteder lave karakterer, bl.a. fordi ledelsen ikke har formået at implementere de valgte pædagogiske tilgange.
Socialtilsyn Midt afsluttede for nylig opfølgende besøg på bostederne under Borgercenter Nord. Karin Glad forklarer, at hun og de andre forældrene over for tilsynet beskrev en uændret situation. »Vi har ikke leveret den kvalitet, som vi ønsker,« lyder det fra socialrådmanden.