Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Beachvolley Club vinder Idrættens Frivilligpris 2019

Aarhus Beachvolley Club, Orienteringsklubben Pan Aarhus og Brydeklubben Thrott var alle nomineret til Idrættens Frivilligpris 2019. Førstnævnte løb med prisen fredag.

20.000 kr. og en masse smil. Det var scenerne, da Idrættens Frivilligpris 2019 fredag blev uddelt til Aarhus Beachvolley Club. Klubben har sammen med OK Pan Aarhus og Brydeklubben Thrott dystet om den ærefulde titel, som skal ses som et anerkendende skulderklap for den særlige indsats, klubben har gjort for at fastholde sine frivillige.

»Jeg vil gerne fremhæve Aarhus Beachvolley Club for den tilgang, de har haft til tanken om frivillighed. Feltet har i år været skræmmende spændende, og det kunne lige så godt have været faldet ud til alle mulige andre sider,« siger Jens Bundgaard, der er formand i Idrætssamvirket Aarhus.

Vi skal passe på ikke at presse de frivillige, som er med, fordi de brænder for en aktivitet og har lyst til at yde mere af den grund.
Jens Bundgaard, formand i Idrætssamvirket Aarhus

Med strategisk kommunikationsarbejde gennem Facebook og Instagram har beachvolleyklubben haft held med at tilknytte flere medlemmer og frivillige. Klubben har brugt de sociale medier til at fortælle historier om forbilledlige medlemmer, der bidrager med stort og småt i hverdagen. Det betyder, at klubben nu har et medlemstal på flere end 500 personer, 54 trænere til 24 trupper og hundredvis af deltagere i de ugentlige ligaer i herre-, dame- og mixvolley i sommerperioden.

»ABC hylder stort og småt i frivillighedens navn. De har fortalt den gode historie om at være frivillig. Som klub har de formået, at få flere aktiviteter til at lykkes, fordi de frivillige både har haft mulighed for at byde ind og er blevet anerkendt for deres store indsats,« siger Jens Bundgaard.

Selve ceremonien fandt sted fredag sidst på eftermiddagen, hvor Idrætssamvirket i samarbejde med Folkets Møde inviterede til oplæg og debat vedrørende den aktuelle idrætsfrivillighedssituation i byen. Idéen til Folkets Møde opstod i 2018 omkring byens rolle som europæisk frivillighovedstad. Det er en faglig weekend i fællesskabets tegn, hvor formålet er at skabe et godt samfund for alle at engagere sig i.

Den klassiske og den moderne

Jens Bundgaard, formand for Idrætssamvirket Aarhus, foretrækker at dele frivilligheden op i to; den klassiske og den mere moderne frivillighed.

»Den klassiske frivillighed er, hvor man beslutter sig for at give en hånd til et bevægelsesfællesskab med afsæt i den aktivitet, man selv er interesseret i skal have så gode vilkår som muligt. Den har det godt, men vi glemmer at tale om den,« fortæller han og forklarer, at man i dag taler mere om den moderne frivillighed.

»Den moderne frivillighed tager afsæt i, at man har nogle samfundsmæssige behov, hvor man bruger idrætten som middel til at skabe nogle samfundsrelevante resultater,« siger han.

Selv foretrækker formanden den ene frivillighed, og han frygter, at udviklingen af måden, vi taler om frivillighed på, i sidste ende går ud over de mange ildsjæle i landet.

»Det er spændende, hvad den mere moderne tilgang til frivillighed i idrætsbevægelsen kan betyde. Jeg er bange for, at vi kommer til at forherlige den moderne lidt for meget i forhold til den klassiske. Vi skal passe på med ikke at presse dem, som egentlig er i et frivilligt engagement, fordi de brænder for en aktivitet, der er motivationen for at træde nogle ekstra meter,« siger han.

Frivillighed er ikke en selvfølge

Den nyeste frivilligrapport fra 2018 vidner om, at Danmark har en stærk foreningskultur. Tal viser, at lidt mindre end halvdelen af danskerne bruger deres fritid på frivilligt arbejde. Det kommer dog ikke af sig selv, mener Jens Bundgaard.

»Klubber og foreninger kan selv gøre meget for at tiltrække opmærksomhed og rekruttering af frivillige. Man skal lade sig inspirere af nogle af de eksempler, vores tre indstillinger til denne pris har gjort sig. Man kan eksempelvis lave konkrete events med stor bevågenhed, så man kan engagere frivillige, der ønsker et tydeligt resultat som viser, at de gør en forskel. Det så vi med juniorverdensmesterskabet i orienteringsløb, som OK Pan arrangerede, eller Aarhus Open, som Brydeklubben Thrott repræsenterer,« slutter han.

Idrættens Frivilligpris bliver efter planen uddelt igen næste år, hvor klubber og foreninger i Aarhus kan indstille deres arbejdsindsats for at fastholde sine frivillige.