VM blev afviklet af frivillige: »Det er den bedste form for børneopdragelse«
OK Pan Aarhus formåede at stable VM i orienteringsløb for juniorer på benene takket være 125 frivillige medlemmer. Nu er klubben nomineret til Idrættens Frivilligpris 2019.
Brasilien, New Zealand, Hongkong, Sydafrika, Australien, USA, Egypten. De var her alle sammen. Over 400 unge fra hele verden var denne sommer i Danmark for at dyste om medaljer ved junior-VM i orienteringsløb. Den store begivenhed kunne alene afholdes med hjælp fra 125 frivillige medlemmer fra Orienteringsklubben Pan Aarhus (OK Pan Aarhus). Blandt dem var 25-årige Tobias Karlmose Svarer, der ikke fik en eneste krone for syv dages frivilligt arbejde under sin sommerferie.
»Flere har sagt, at de aldrig har oplevet et så professionelt internationalt stævne. Også sammenlignet med senior-VM og andre store stævner. Det er virkelig en fed anerkendelse at få,« siger han. Under verdensmesterskabet byggede han blandt andet arenaer til orienteringsløbene, og hjalp via gps-tracking til hos tv-speakere med at holde det store overblik med de mange løbere.
Frivillighed er løsningen
Til dagligt holder han og OK Pan Aarhus til midt i Marselisborgskovene, som med 18 kvadratkilometer er byens største udendørs træningsarena. Skoven behøver ingen nærmere introduktion, hvis man bare kender en smule til byen, men udsigten til bugten tåler gerne en beskrivelse og et besøg. Den kan tage pusten fra enhver forbipasserende. Pusten tages også fra løberne i klubben, som dagligt bruger stedet, der perfekt danner ramme og omgivelser for orienteringssport med de sammenhængende og gamle bøgebevoksninger kombineret med kuperet terræn.
Hos klubben går man meget op i frivillighed, og her er ingen for fine til at tage en tørn.
»Vi har medlemmer i klubben som er verdensmestre. Det var alt fra verdensmestrene til børn og voksne, der lige er startet med orienteringsløb, som hjalp til under VM,« siger Ebbe Møller Nielsen, eliteudvalgsformand i OK Pan Aarhus. Han deltog ligeledes under VM som frivillig hjælper.
»Frivillighed er jo den bedste opdragelse, man kan give børn,« siger Ebbe Møller Nielsen.
»I vores klub lærer de alleryngste medlemmer fra start, at vi løfter i flok. I virkeligheden kunne man sikkert løse mange af verdens globale problemer, hvis man er vokset op med den tilgang,« siger han.
Junior-VM var en succes
Det var også en stor oplevelse for Peter Kilden, som til daglig er løbetræner for ungdomsafdelingen i orienteringsklubben. at være frivillig hjælper under verdensmesterskaberne for juniorer. Han tog begge sine børn under armen, og sammen delte de glæden ved deres fælles arbejdsindsats.
»Begge mine børn var fanebærer til indmarchen på torvet i Silkeborg. De bar Kroatiens og Sydafrikas flag. Der var vel en 30-40 fanebærer. Det var lidt stort«. Han beretter herefter om en arbejdsopgave, han påtog, hvor der skulle samles 150 folde ud-senge fra Jysk Sengetøjslager til de overnattende VM-deltagere.
»Alle sengene kom usamlede på en masse paller, og så måtte vi ellers i gang. Nu ved jeg, hvordan sådan en skal samles,« griner han.
Juniorverdensmesterskaberne blev afviklet i juli på de fem lokationer: Lyseng, Silkeborg, Velling, Gjern og Thorsø Bakker. Klubbens medlemmer startede forberedelserne for fire år siden, hvor organisationen blev etableret. Der blev lavet aftaler med de mange skovejere, og klubbens korttegnere kunne herefter starte arbejdet med at optegne baner i alle skovene. Da kortene var færdiggjorte, begyndte banelæggerne at lave orienteringsbaner, og jo nærmere man kom afvikling af VM, desto flere møder og koordineringsopgaver kom der i kalenderen. Det var også her, at opbakningen fra klubbens medlemmer voksede støt.
»Det blev en uge med mange arbejdstimer for de frivillige, men vi nåede målet. Som klub løftede vi en enorm stor opgave og tilbød et orienteringsløb i verdensklasse. Det internationale orienteringsforbunds tilbagemelding var, at niveauet var langt over det sædvanlige. Tilbagemeldingerne fra deltagere og trænere var ligeledes meget positive, så vi har som klub præsteret på et niveau, der ikke tidligere er set til et juniorverdensmesterskab,« afslutter Lone Secher Andersen, formand i orienteringsklubben.