Fortsæt til indhold
Aarhus

Vikingerne har indtaget de aarhusianske lyskryds

De første af i alt 17 aarhusianske lyskryds er blevet invaderet af vikinger.

JP Aarhus

Mandag blev det første af i alt 17 signaler i aarhusianske fodgængerfelter skiftet ud i Aarhus.

I stedet for de velkendte grønne og røde mænd er pladsen blevet indtaget af vikingesymboler. Første kryds til at blive indtaget af vikingerne var ved Europaplads / Dokk1, hvor Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, selv forestod udskiftningen.

Piktogrammerne forestiller en viking med skjold, sværd og hjelm og er kommet i stand i et samarbejde med Moesgaard Museum.

»Mange kender ikke til Aarhus’ særlige betydning for vikingetiden, og det vil jeg gerne lave om på. Vi vil fortælle de glemte historier og brande Aarhus som den vikingeby, vi er. Med et beskedent budget kan vi skifte udvalgte fodgængersignaler og skabe reel værdi for både turister og aarhusianere,« lød det fra Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Aarhus er tæt forbundet med vikingetiden, fordi mange af gaderne i bymidten ligger præcis samme sted som i 900-årene, understreger han.

Planen er, at fodgængersignalerne skal suppleres med historier i byrummet, så både aarhusianerne og turister kan blive klogere på byens vikingetid.

Det koster omkring 1.000 kr. at udskifte en lanterne med et grønt og rødt signal.

»Mange danske byer har markant betydning for vikingetiden, men ingen har som Aarhus bevaret sin geografiske placering siden da. Det er ikke tilfældigt, at vi har gader som Graven og Volden. Her går man direkte oven på vores egen historie,« fortæller Lars Krants, overinspektør hos Moesgaard Museum, i pressemeddelelsen.

I løbet af efteråret vil byens vikingehistorie desuden blive fortalt på el-skabe og facader inden for den historiske bymidte, som de 17 lyskryds indkredser, oplyser kommunen.

Her kommer der nye vikingelyskryds: