Grønt lys for nyt smart kryds i Aarhus
Ny teknologi skal få trafikken til at glide bedre.
Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, Bünyamin Simsek (V), har planer om, at Aarhus i fremtiden skal have en trafikcentral, der skal gøre det muligt at optimere trafikafviklingen med kort varsel.
Uanset om behovet opstår pludseligt ved uheld og udrykning, eller når der er planlagte større events og vejarbejder. En medarbejder skal med hjælp fra realtidsdata fjernstyre lyssignalerne og f.eks. give grønt lys i længere tid i én retning, hvis der opstår en længere kø, eller en ambulance skal igennem.
For at det skal kunne lade sig gøre, kræver det ny teknologi i i alt 231 signalanlæg. Og det første kryds med den ny teknologi er netop taget i brug, da krydset som skal forbinde Godsbanearealerne med Søren Frichs Vej og Carl Blochs Gade er åbnet.
»Efterhånden som vi installerer teknologien flere steder i byen, vil vi blive i stand til at udnytte vores eksisterende infrastruktur optimalt. Målet er at give trafikanterne i Aarhus det højest mulige serviceniveau, hvor de oplever øget fremkommelighed, mindsket trængsel og den bedst mulige trafiksikkerhed,« udtaler Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.
Reel forbedring
Det er planen, at en tredjedel af alle kommunens signalanlæg skal være koblet op på den nye teknologi inden 2023. Der skal dog findes yderligere finansiering, hvis de resterende signalanlæg også skal kobles op på teknologien.
»Der er tale om dynamisk trafikregulering i en grad, som vi ikke tidligere har set i Aarhus. Hvis vi for alvor skal have udbytte af teknologien, er det derfor nødvendigt, at vi i byrådet finder finansiering til driften af trafikcentralen,« siger Bünyamin Simsek.
For trafikanterne vil hver enkelt udskiftning betyde en reel forbedring, lyder forklaringen fra Teknik og Miljø. F.eks. på Søren Frichs Vej, hvor byudviklingen er i fuld gang, hvilket vil give skiftende trafikmønstre de kommende år.
»Lige nu vil der være behov for lange grøn-tider på Søren Frichs Vej, men efterhånden som nye beboere flytter ind på Godsbanearealerne, vil mønstrene ændre sig. Med den nye teknologi kan vi hurtigt og let teste forskellige muligheder, så vi finder den bedste løsning for trafikanterne i området,« forklarer Asbjørn Halskov, projektleder i Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
Selvom det nye lyskryds nu er åbnet, vil der fortsat være vejarbejde på Søren Frichs Vej frem til juni, fordi vejens profil er ved at blive ændret, så der bl.a. bliver plads til flere træer og fortov på begge sider.
Der kan i de kommende dage forekomme periodiske slukninger af signalanlægget, oplyser kommunen.