Fortsæt til indhold
Aarhus

929 uventede gæster ankom til Aarhus med få timers varsel

Visitaarhus og flere frivillige fik onsdag en usædvanlig travl arbejdsdag, da et engelsk krydstogtskib pludselig meldte sin ankomst.

Dårlige vejrforhold og kraftig vind resulterede onsdag i, at Visitaarhus og flere frivillige aarhusianere måtte tænke hurtigt og trække i arbejdstøjet.

Pludselig meldte et engelsk krydstogtskib med knap 1.000 passagerer og 300 besætningsmedlemmer sin ankomst til Aarhus Havn.

Normalt er vores krydstogtanløb planlagt flere år i forvejen. Det er meget sjældent, at det foregår på den her måde.
Pia Lange Christensen, direktør for Visitaarhus

»Normalt er vores krydstogtanløb planlagt flere år i forvejen. Det er meget sjældent, at det foregår på den her måde. Jeg kan ikke huske, at det nogensinde er sket før,« siger Pia Lange Christensen, direktør for Visitaarhus, som står for at koordinere de mange krydstogtskibe, der hvert år lægger til i Aarhus.

Frivillige stod hurtigt klar

Oprindeligt skulle krydstogtskibet Breamer, der kommer fra Southampton i England, have været i Hundested i Nordsjælland, men de drilske vindforhold resulterede i, at det næsten 200 meter lange skib måtte lægge til i Aarhus med kun 18 timers varsel.

»Der fik vi sved på panden. Det er et stort setup, når et krydstogtskib ankommer, så vi måtte hurtigt sende en haster ud og tilkalde så mange frivillige og servicemedarbejdere som muligt,« siger Pia Lange Christensen.

Under normale omstændigheder vil 20-25 frivillige, flere lokale og guider tage imod de ankommende gæster, og flere års planlægning vil ligge forud for ankomsten. Alligevel lykkedes det Visitaarhus at skaffe nok frivillige og medarbejdere til at tage imod det engelske skib.

»Der gik meget kort tid, før de frivillige slog til. De var simpelthen så søde til at bakke op, så på ingen tid havde vi 20 frivillige klar med smil og rugbrød. Jeg havde slet ikke forventet, at det ville gå så hurtigt,« siger direktøren, som allerede nu arbejder med krydstogtsankomsterne i 2022.

Stolt direktør

Trods det korte varsel og den hurtige planlægning blev de engelske gæster onsdag budt velkommen på havnekajen med repræsentanter fra Aros, Den Gamle By, livemusik og fuld bemanding på gæsteservicen, som bl.a. består i informationsvogne, cykler og taxaer, der holder klar til at fragte gæsterne rundt i byen.

»Jeg er stolt af, at det lykkedes os som hold at rykke så hurtigt. Jeg er overbevist om, at gæsterne ikke manglede noget. De oplevede ikke, at det var forhastet, fordi vi stod klar, selvom der er knald på for tiden. Lige nu boomer det med skibe,« siger Pia Lange Christensen.

Allerede onsdag aften var det engelske skib sejlet videre, mens der torsdag ankom yderligere to skibe til Aarhus Havn. Et med 2.500 tyske passagerer og et hollandsk skib med 1.200 rejsende om bord.