Smukfest skruer tiden 40 år tilbage
Den 6. juli - en måned inden jubilæums-festivalen Smukfest 2019 - genopfører Skanderborg Festivalklub den første Skanderborg-festival fra 1980.
Året var 1980. Skanderborg Musikfestival inviterede lørdag den 5. juli til syv timers gratis musik i Dyrehavens Friluftsteater – det som senere skulle blive Smukfests ikoniske bøgescener. På plakaten var bl.a. navne som Luna, Sabrock og Thunderbirds.
Den første festival kunne snildt også være blevet den sidste, for den gav et ordentligt underskud. Men netop for at tjene tabet hjem igen valgte arrangørerne at gentage ”succesen” året efter.
Siden er festivalen blevet Danmarks smukkeste og vokset til landets næststørste musikfestival – og til august kan den fejre 40 års jubilæum.
Totalteater i Dyrehaven
I den anledning genopføres på 40 års dagen for den allerførste Skanderborg Musikfestival i en totalteater-dokumentar-koncert lørdag den 6. juli der, hvor det hele begyndte – i Dyrehaven.
Der bliver blandet mange genrer i forestillingen, som er en forkortet udgave af den originale på omkring to en halv time.Poul Martin Bonde, festivaltalsmand
»Det bliver elever fra Oure Højskole, som aldersmæssigt svarer meget godt til de musikere, der optrådte dengang, som laver uddrag fra fem af koncerterne. De har haft adgang til gammelt arkivmateriale og prøver at spille det med samme glød og energi som dengang,« fortæller Smukfest-talsmand Poul Martin Bonde.
50 skuespillere og musikere fra Oure Højskole har arbejdet med projektet i et halvt år. Flere hundrede statister skal med den tidstypiske påklædning agere publikum fra 1980.
Blandede genrer
»Samtidig vil der blive vist dokumentarklip og lavet interviews med nogle af de kunstnere, som deltog i 1980-udgaven, og der er en fiktiv fortælling om nogle af de personer, som var med. Der bliver blandet mange genrer i forestillingen, som er en forkortet udgave af den originale på omkring to en halv time,« fortæller talsmanden.
Til lejligheden vil der være opstillet barer og madboder. Netop den del var ret sparsomt ved festivalen i 1980.
»Vi spiller inde i den ene af Bøgescenerne, for der var ikke så meget scene dengang, og det foregår kun i det område. Alt det andet i skoven er jo kommet til senere,« forklarer han.
Festligholdelsen ligger midt i opstillingen af Smukfest 2019, men det vil ifølge ifølge Poul Martin Bonde ikke give anledning til problemer.
»Noget af det omkring Bøgescenerne er måske blevet fremrykket, og så laver man noget andet. Det er en opstillingsweekend ligesom alle andre i juli,« forklarer han.
Fed fredag i byen
Jubilæet fejres også dagen inden – fredag den 5. juli – med en langbordsfest på hovedgaden i Skanderborg. Tidligere medhjælpere fra 1980’erne er inviteret til øl og landgangsbrød. Akkurat som i de gode gamle dage sættes en ølvogn op ved værtshuset Marius Øltapper – og fra den vil Thorvalds Kapel og Poul Banks & Musikorkesteret spille kl. 17.00 - 20.00.
»Vi har fundet de første medlemskartoteker og inviteret gamle veteraner fra 1980’erne til langbordshyldest. Det er ikke alle, som det har været muligt at spore, men vi har fundet frem til 700-800, og over 100 har meldt sig til,« fortæller Poul Martin Bonde.
Udstillings-karavane
Blandt flere andre markeringer af jubilæet er en rullende udstilling om Smukfests historie i weekenden blevet sat i gang. Over fire lørdage i juni og en i juli får kommunens centerbyer Galten, Låsby, Hørning, Ry og Skanderborg besøg.
Jubilæumskaravanen byder bl.a. på en udstilling af boformer, festivalminder og filmklip fra alle årene. På en medbragt friluftsscene præsenteres livemusik, og Lars Lilholt, Frank Megabody, Kåre Wanscher (fra Michael Learns To Rock, red.) og Poul Krebs vil dele ud af deres festivalminder.