Fortsæt til indhold
Aarhus

Buschauffør: Sæt vagter i busserne

Unges ballade i busserne skal stoppes af vagter, foreslår en arbejdsmiljørepræsentant for chaufførerne. En meget udansk løsning, mener leder i Midttrafik, der hellere vil løse problemet i samarbejde med kommune og politi.

Indsæt vagter på udvalgte busafgange for at få stoppet balladen.

Sådan lyder forslaget fra Hans Horsten, buschauffør og arbejdsmiljørepræsentant ved Aarhus Sporveje.

»Af hensyn til sikkerheden for vores chauffører mener jeg, at der skal sættes vagter ind i busserne på de afgange, hvor problemerne er størst,« siger han, der især oplever problemer på linje 4A mellem Brabrand og Rådhuspladsen.

Det er for mig at se ikke den danske model, hvis vi skal have vagter i vores busser.
Martin Boisen Tams, funktionsleder i Midttrafik

»Det er en gruppe på 10-15 unge drenge med indvandrerbaggrund i 8-14 års alderen, der laver balladen, og det er typisk, når de får fri fra skole. De ryger, de er støjende, hænger i stropperne, tager nødhammeren, nødåbner dørene og generer de øvrige passagerer,« siger han.

Som beskrevet i TV2 Østjylland er der stigende problemer med unge, der laver ballade i busserne og generer og truer passagerer og chauffører. Mandag fortalte tv-stationen om en familiefar, der er bange for at tage bybus 4A, fordi en gruppe unge drenge ofte skaber uro og laver ballade, og problemet opleves også på en række buslinjer i andre dele af byen.

Martin Boisen Tams, funktionsleder i Midttrafik, vil meget nødig indsætte vagter i busserne:

»Vagter i busserne er ikke den løsning, der ligger først for. Jeg vil meget gerne undgå den situation, for det er for mig at se ikke den danske model, hvis vi skal have vagter i vores busser. Det vil være meget ærgerligt, og jeg håber i stedet, at vi i samarbejde med kommune og politi kan finde andre løsninger, der kan stoppe balladen,« siger han.

Hos Østjyllands Politi er der fokus på problemet, som skal drøftes med Midttrafik:

»Det er helt uacceptabelt, hvis man ikke kan være i fred i bussen, og vi er i gang med at analysere omfanget af episoder på bl.a. linje 1, 2 og 4, og så må vi sammen med busselskabet vurdere, hvad der er brug for,« siger Martin Løye, politiinspektør ved Østjyllands Politi.

Da JP Aarhus onsdag eftermiddag tog bus 4A fra Gellerup til Viby Torv, nikkede passagerer i bus 4A genkendende til, at en gruppe unge skaber ubehagelige situationer på ruten. Men også på andre ruter kan der være udfordringer, lød det fra de rejsende. Der er dog stor forskel på, hvordan passagerne reagerer. To vil helst undgå konflikter, mens en anden håber, at flere vil begynde at sige fra.