Sidst, jeg forsøgte, endte jeg med hovedet i Vestergades fortovsfliser

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig holdt jeg i tilbage i ø-gaderne for at give plads til en anden bilist, der havde parkeret i den ensrettede gade og nu ville ud. Det blev misforstået.

Af hans fagter blev jeg klar over, at han - uvist af hvilken årsag - følte sig provokeret af, at jeg holdt bag ved ham. Så jeg kørte videre. Da jeg længere fremme standsede for en anden bil, der også havde været parkeret, men var ved at lægge an til at skulle videre, blev det for meget for den aggressive bilist, der nu holdt bag mig. Han var på vej ud af bilen. I bakspejlet var det tydeligt, at han var utilfreds og tydeligt, at han ikke var typen, man diskuterer med. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at forsøge at forklare hensigten med min – i mine øjne - hensynsfulde kørsel. Så dørene i den i forvejen hårdt prøvede Up! blev låst, og så var det ellers afsted hen over brostenene.

En kollega fra avisen tog sig forleden god tid (det gør han i øvrigt også af og til på redaktionen), da han kørte ud fra en parkeringsplads ved et supermarked efter en indkøbstur, der i sig selv kan være udfordrende. En bagved holdende bil fulgte efter ham hele vejen hjem i indkørslen.

»Var du ude på at provokere,« råbte manden foran kollegaen og hans familie.

En gruppe unge af anden etnisk herkomst end dansk (som det iøvrigt også var tilfældet i de to ovenstående eksempler), skaber i øjeblikket ballade i linje 4A. Der bliver råbt, røget, spyttet og truet. Tal fra Aarhus Sporveje viser, at problemet generelt er stigende i byens busser. Tilbage sidder sagesløse passagerer og chauffører.

Det er intimiderende, når nogen overskrider vores grænser og blæser på almindelig pli. Dem, der dyrker konfrontationen i trafikken, undlader at samle hundens efterladenskaber op, smider affald på vejene eller laver ballade i busserne.

Skal man åbne munden og sige noget? Sidst jeg forsøgte, blev jeg stille.

For en del år siden kørte en mørk BMW en eftermiddag mod kørselsretningen i Vestergade til fare for gående og cyklister. Efter jeg var sprunget op på fortovet, signalerede jeg, at jeg synes, det var en dårlig idé. BMW bremsede. Bildør gik op. Knytnæve i luften. Mig i jorden. BMW kørte videre. Vestergade gik videre.

Jeg har stor respekt for de chauffører, der tydeligt siger fra over for ballademagerne. Og lige så stor respekt for dem, der håber, at de uønskede passagerer står af ved næste stoppested. De sidder i en urimelig situation, og den kollektive opbakning er vel lige så lav som en pandas aktivitetsniveau og underholdningsværdi.

Vi ved godt, hvad vi burde: Sige noget, gå sammen med de andre i bussen, bakke chaufføren op, hjælpe dem, det går ud over. Tænk, hvis en busfuld stilfærdige borgere stod sammen mod ballademagere. Tænk, hvis en hel by gjorde det. Gør vi? Tør vi?