Fortsæt til indhold
Aarhus

Løsning i kaoskryds skal afvente udvalgsbehandling

Der tegner sig et byrådsflertal for teknikrådmand Bünyamin Simseks forslag til et nyt T-kryds ved Dokk1, men sagen skal først omkring Teknisk Udvalg.

Nedgravede søjler, som vil skyde op af jorden på hverdage kl. 6.30-9.30 og 14.30-18 for at spærre strækningen øst for Mindebroen og vest for Balticagade, kan være utrygt, mener Socialdemokratiet i Aarhus Byråd.

Partiet var derfor ikke på onsdagens byrådsmøde parat til at stemme ja til teknikrådmand Bünyamin Simseks (V) forslag om at lave et T-kryds i Mindet/Europaplads/Mindebroen. Løsningen skal give bilister mulighed for at køre både til højre og venstre ud fra Dokk1 i modsætning til i dag, hvor de kun kan dreje til venstre. Bilisterne skal også have mulighed for at køre ligeud gennem krydset fra havnen til Europaplads og omvendt. Af hensyn til trafiksikkerheden vil Havnevej blive spærret, og nedgravede søjler - såkaldte steler - vil skyde op af jorden på hverdage kl. 6.30-9.30 og 14.30-18 for at spærre strækningen øst for Mindebroen og vest for Balticagade. Østjyllands Politi har sagt god for løsningen.

»Vi er betænkelige ved, at man indfører en model, hvor man må noget på et tidspunkt og ikke på et andet,« sagde byrådsmedlem Ango Winther (S), som sendte sagen til yderligere debat i Teknisk Udvalg.

Ifølge S-ordføreren er T-krydset ikke en optimal løsning for alle, men der er behov også behov for at tænke p-huset under Dokk1 ind i sagen, påpegede Ango Winther.

»Når man ved at belægningsprocenten ligger under 20, så er der et eller andet galt. Det må være adgangsforholdene til og fra,« sagde Ango Winther.

Venstres politiske ordfører Heidi Bank er heller ikke overbevist om, at den fremlagte løsning er perfekt.

»Men det er den rigtige vej at gå. Der er tale om en forsøgsordning, og vi skal gerne have belægningsprocenten op,« sagde Heidi Bank.

Ros til rådmanden

Den radikale kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) mener, at trafikudfordringen på området er stor.

»Derfor fortjener rådmanden ros for at forsøge at komme nogle af problemerne til livs,« sagde han.

Også Dansk Folkeparti er tilfredse med forslaget. Ifølge byrådsmedlem Knud N. Mathiesen (DF) er de nuværende trafikforhold på strækningen tæt på at være kaos. Det billede kan SF’s Jan Ravn Christensen ikke genkende.

»Den nuværende løsning er bøvlet, men den er jo lavet for, at vi ikke vil have trafikken ind gennem byen. Ambitionen må være, at vi har en midtby, hvor vi forsøger at dæmme mest muligt op for trafikken. Vi er ikke begejstrede for, at vi bruger fem mio. kr. på dette forsøg, som skal afhjælpe nogle problemer for folk, som i dag begår ulovligheder,« sagde Jan Ravn Christensen med henvisning til, at løsningen med de nedgravede søjler i første omgang vil blive et forsøg i en periode på et år.

Andre teknologier

Enhedslisten anerkender, at der er trafikproblemer i krydset.

»De svageste trafikanter skal også have muligheder for at overleve i dette kryds. Vi er en lille smule begejstret for at prøve af at lave noget midlertidigt, men vi er også optaget af, at man måske kunne se på andre teknologier end blot at lave nogle fysiske foranstaltninger,« sagde Keld Hvalsø (EL).

Anlægsprojektet på Mindet foreslås finansieret med midler fra restbevillingen til forlægningen af Herredsvej.