Fortsæt til indhold
Aarhus

Borgerlige på Samsø er bekymrede for færgekøb

Venstre og Konservative i Samsøs kommunalbestyrelse frygter, at en færge mellem Sælvig og Aarhus vil gå ud over kommunale velfærdsområder.

Penge, som kunne været gået til skoler og ældre, risikerer fremover til at skulle dække et årligt underskud på driften af den nye færgeforbindelse mellem Aarhus og Samsø. Det mener Venstre og Konservative i Samsøs kommunalbestyrelse.

»Jeg vil selvfølgelig respektere den politiske beslutning og forsøge at få det bedst mulige ud af situationen, men jeg er argt imod det her,« understreger Per Urban Olsen (K).

Han og partifællen Mette Manstrup stemte imod, da Samsøs kommunalbestyrelse torsdag aften på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde vedtog at købe en færge, som fra 2020 skal sejle mellem Sælvig og Aarhus. Socialdemokraterne og SF havde med seks stemmer flertal for beslutningen mod den borgerlige gruppes fem stemmer. V og K tror grundlæggende ikke på økonomien i projektet.

Økonomien kuldsejler

»Flertallet troede jo ikke engang selv på det. I sidste øjeblik stillede de et ændringsforslag, hvor de tog yderligere 3,75 mio. kr. af de 10 mio. kr., som vi på finansloven har fået ekstraordinært i år og næste år som særligt vanskeligt stillet ø-kommune. Jeg troede, de penge var til ældre, børne og unge, fordi vi har nogle strukturelle udfordringer på de områder,« siger Per Urban Olsen.

Jeg synes, det er som er spille i lotteriet, og jeg kan være nervøs for, om man, hvis det går galt, vil være i stand til at tage den nødvendige beslutning og trække stikket i tide.
Henrik Kjær, Venstre

Ifølge kommunens tidsplan skal færgen indsættes til sommerdrift i 2020 og fra 2021 sejle året rundt, men Per Urban Olsen frygter, at økonomien hurtigt kuldsejler.

»Nu har de afsat så mange ekstraordinære midler, at de formentlig kan køre den hen på den anden side af kommunalvalget i 2021. Men så rammer virkeligheden, og hvad så? Vi skal nok ikke regne med, at staten kommer og giver os 10 mio. ekstraordinært hvert andet år for, at vi kan drive hurtigfærge,« siger Per Urban Olsen.

Venstres Henrik Kjær erkender, at beslutningen om at købe en færge til 37 mio. kr., som vil sejle med underskud, har rystet ham.

Optimistiske passagertal

»Jeg synes, det er som er spille i lotteriet, og jeg kan være nervøs for, om man, hvis det går galt, vil være i stand til at tage den nødvendige beslutning og trække stikket i tide,« siger Henrik Kjær.

Han og hans partifæller betvivler de økonomiske forudsætninger bl.a. om passagertal, som især for vintermånederne efter deres overbevisning er alt for optimistiske. Samtidig mener de, at den økonomiske risiko ikke står mål med den tidsbesparelse, som passagererne opnår ved at kunne sejle fra Samsø og direkte ind til det centrale Aarhus.

»Der er ganske få minutters forskel, for alle skal jo ikke bare til havnen eller ind i centrum, men andre steder hen i Aarhus. Jeg tror jeg, at de 25 minutter, der er fra Hou til Aarhus, og som ifølge beregningen skulle være sparet tid, hurtigt bliver brugt på at transportere sig andre steder hen i byen,« siger Henrik Kjær.

Et håb blandt tilhængerne af færgeruten er, at en direkte forbindelse vil gøre det mere attraktivt at bosætte sig på Samsø og samtidig arbejde i Aarhus. Henrik Kjær tvivler dog på, at færgen vil skabe øget tilflytning.

»Hvem har lyst til at flytte for at få længere på arbejde? Vi burde hellere forbedre vores kernevelfærd. Vores skole hænger i laser, og vores ældreområde kunne også godt trænge til et løft. Sådan nogle ting skal man have på plads, inden man satser så hårdt,« mener han.

Færge vil give optur

Borgmester Marcel Meijer (S) mener ikke, der er så stor grund til bekymring.

»Vi har lagt en finansieringsplan frem, hvor det ikke går ud over velfærden,« understreger han og garanterer, at passagertallene vil blive fulgt nøje, når færgen kommer i drift.

»Jeg har da også min tvivl omkring passagertallene, og skulle de ikke holde, kan vi gribe ind. Vi har jo mulighed for at forsinke indfasningen af helårssejlads, som især om vinteren, hvor der ikke er så mange passagerer, koster rigtig meget,« siger Marcel Meijer.

Modsat de borgerlige politikere mener han og et flertal i kommunalbestyrelsen, at færgen er en nødvendig investering for øen.

»Det, som skiller os, er, hvor alvorligt vi ser på affolkningen af øen. For mig er befolkningstallet ret afgørende i forhold til mange andre ting. Det har været stabilt de seneste tre år, men er begyndt at falde igen, og det presser også den kommunale økonomi i det kommunale udligningssystem, hvor vi simpelthen får færre penge, når vi bliver færre indbyggere. Der håber vi, at færgen kan være med til at vende den udvikling,« siger Marcel Meijer.