Værfter: Lad færgeudbud gå om
Brancheorganisationen for danske skibsværfter, Danske Maritime, opfordrer i et åbent brev Samsøs kommunalbestyrelse til at lave en ny udbudsrunde, hvor danske værfter kan byde med.
Danske Maritime opfordrer i et åbent brev politikerne i Samsø Kommune til at lade udbuddet på den påtænke katamaranfærge til ruten Samsø-Aarhus gå om.
Ifølge brancheorganisationen for danske skibsværfter og den maritime industri har kommunen med to bud opnået for få bud til, at der kan være tale om reel konkurrence, ligesom danske værfter på grund af et særligt krav i EU-udbudsmaterialet har været udelukket fra at byde på færgebyggeriet.
»Træk udbuddet tilbage og lav et nyt i samarbejde med branchen, så danske virksomheder også har mulighed for at give deres bud på en færge,« siger adm. direktør Jenny Braat, Danske Maritime.
Kommunalbestyrelsen skal på et ekstraordinært møde torsdag endeligt beslutte at oprette færgeruten og bestille færgen.
Grønt dansk projekt
Færgebyggeriet blev sendt i EU-udbud i november, og det hollandske værft Damen Shipyard gav et tilbud på 56 mio. kr. og Afai Southern Shipyard i Hong Kong kunne levere en færge til 37 mio. kr. Derfor har der siden været ført forhandlinger med det kinesiske værft. En endelig kontrakt ligger nu klar til underskrift, men Danske Maritime advarer mod at skrive under.
Hvis jeg var formand i den forening, ville jeg efterhånden have røde ører over den uprofessionelle måde, direktionen er gået til det her på.Marcel Meijer, borgmester i Samsø Kommune
»Samsø Kommune vil rigtig gerne vil være grøn. Hvorfor vælger man så ikke at udvikle et skib, der er ultragrønt, i stedet for et dieseldrevet. Andre steder herhjemme – f.eks. Ærøfærgerne som på Søby Værft er i gang med en batterifærge – arbejder man med 100 pct. grøn strøm,« fortæller Jenny Braat.
Hun vurderer, at flere danske værfter kunne have afgivet bud omkring de 37 mio. kr., hvis de havde fået muligheden. Det fik de dog ikke, fordi det i udbudsmaterialet blev understreget, at kommunen kun ønskede tilbud fra værfter, som havde leveret et tilsvarende skib inden for de seneste tre år. Det har ingen danske værfter.
Beslutningen var truffet
»Vores antagelse er, at man har set og fundet det skib, man gerne vil have. Derfor har man lavet udbuddet, så det begrænser sig så meget, at det er relativt få aktører, der faktisk kunne komme på banen,« siger hun.
Derved har Samsø Kommune ifølge hende afskrevet sig muligheden for at udvikle en grøn færge, gavne miljøet og i sidste ende hjælpe dansk beskæftigelse og eksport.
»Ved et dansk projekt med skibsdesignere og værfter vil man kunne få fremtidens teknologi. Når man i stedet beder om et identisk skib, får man gammel teknologi. Samsø får omkring 10 mio. kr. i øtilskud i 2019 og 2020, og så er det lidt barokt at tænke på, at man bruger danske skattemidler på at købe et skib i Kina i stedet for at se på mulighederne for et sundt, dansk projekt,« siger Jenny Braat.
Samsø Kommunes borgmester Marcel Meijer (S) mener, at Danske Maritimes åbne brev er både utidigt og uprofessionelt.
Forkerte påstande
»Hvis jeg var formand i den forening, ville jeg efterhånden have røde ører over den uprofessionelle måde, direktionen er gået til det her på,« siger borgmesteren.
»For det første er der flere ting i brevet, der ikke passer - bl.a. påstår Danske Maritime, at de to værfter skulle tilhøre den samme koncern, hvilket er usandt. For det andet burde de have reageret, mens udbuddet stadig var åbent, så vi kunne have lavet om på proceduren. I stedet ventede de med at rejse kritikken til dagen efter, at udbuddet var lukket,« siger han.
Desuden har Samsø Kommune i forbindelse med udbuddet trukket på konsulentbistand fra aarhusianske OSK Shiptech, som også var rådgiver omkring købet af den nuværende færge ”Isabella” på Hou-Sælvig ruten.
»Shiptech er med i Danske Maritime, så de kritiserer altså deres egne medlemmer for ikke at have ekspertise nok til at rådgive kommuner om EU-udbud af færgebyggeri. Jeg synes, det er meget langt ude,« siger Marcel Meijer.
Men Danske Maritime har vel en pointe i, at som reglerne er, kunne I godt lade udbuddet gå om på grund af for få bud?
»Det er meget muligt, men det ville koste os et driftsår, for så kommer vi først i gang i 2021. Det er vi ikke indstillet på,« siger Marcel Meijer.