Fortsæt til indhold
Aarhus

Efter fem års konflikt reparerer kommunen højprofileret byggeri for 31 mio. kr.

Den tidligere flaskegrønne bygning på Grøndalsvej 1 blev kaldt en milepæl for energibesparelse og bæredygtighed i Aarhus Kommune. Nu er reparationer for 31 mio. kr. begyndt.

I flere år har Aarhus Kommunes medarbejdere haft spande parat på øverste etage i det tidligere flaskegrønne kontorbyggeri på Grøndalsvej 1, da regn begyndte at pible ind gennem, taget kort efter byggeriet var opført i 2012.

Men snart er det slut med regnvandsindsamlingen i det ambitiøse klimabyggeri.

Stilladser er stillet op, kranbiler er kørt i stilling, og om en uges tid begynder arbejdet med at rive hele den utætte tagkonstruktion ned og erstatte den med en ny for en pris på 7,2 mio. kr.

»Vi har fået vores garantisum udbetalt. Det er fantastisk. Jeg tænker, at vi snart kan give lagkage. Lige nu reparerer vi taget, og til foråret går vi i gang med facaden. Endelig,« siger projektleder hos byggeafdelingen i Teknik og Miljø, Bente D. Sejersen.

Hun har været involveret i en fem år lang strid med garantistiller for byggeriet Atradius. Firmaet stillede en garanti på maksimalt 12 mio. kr., efter at totalentreprenøren på bygningen, E. Pihl og Søn A/S, gik konkurs i august 2013. Kommunen har fået udbetalt 9 mio. kr. af Atradius, men står selv med en regning på 21,9 mio. kr., da den samlede regning for bl.a. et nyt tag og en ny facade løber op i 30,9 mio. kr.

Mens utæthederne i taget blev konstateret i 2013 og skyldtes 1.100 kvm fejlmonterede solpaneler, var det først forrige år, at facaden af grønt genbrugsglas fra bl.a. ølflasker begyndte at blive farlig. Hverken ophængningsmetoden eller glasset kunne modstå vind og vejr, og glaspladerne flækkede og drattede ned. Hele facaden blev derfor pillet ned, og i dag står bygningen stadig nøgen. Arbejdet med at lave en ny facade på forventes at begynde i det tidlige forår 2019.

Bygningen kostede 139 mio. kr. at opføre og var i 2012 kommunens hidtil dyreste. Det var samtidig landets første store kontorbygning, der selv kunne producere den energi, som blev brugt i huset – et såkaldt nulenergihus.

Er bygningen stadig stadig et nulenergihus efter alle disse problemer?

»Ja, det er det faktisk, når vi igen får monteret solceller til at producere strøm. Det er et lidt dyrere nulenergihus end ventet, og det tager flere år, før investeringen er hevet hjem,« siger Bente D. Sejersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Atradius.