»2019 bliver endnu bedre«
Varo, som laver specialmaskiner i Hornslet, har taget flere medarbejdere ind og satser på mere eksport.
Markedet for specialmaskiner er i vækst. Det mærker virksomheden Varo A/S i Hornslet i Syddjurs Kommune, og efter et år med gode resultater forventer adm. direktør Niels Jensen yderligere vækst i år.
»Mange danske virksomheder har skruet op for deres automationsinvesteringer, så vi har haft travlt i 2018 og har udvidet medarbejderstaben. Og samtidig har vi forstærket vores indsats for salg af unikke nicheløsninger på eksportmarkederne,« fortæller Niels Jensen.
Hvad er dine forventninger til 2019?
»Jeg er optimist af natur, så jeg var glad for det, vi nåede i 2018 med vores kunder og forventer, at 2019 bliver endnu bedre. Jeg håber på flere tilfredse kunder og endnu mere unik teknologi ud i virksomhederne til gavn for den enkelte virksomheds konkurrenceevne. Det gælder om i Danmark at skabe de mest effektive virksomheder i verden, så vi får flere penge til velstand,« siger Niels Jensen, der forventer sig meget af et nyt internt styrings- og planlægningssystem.
Mere eksport
»Vi forventer os meget af indsatsen med effektivisering af vores egne processer, så vi bliver mere konkurrencedygtige og får et bedre overblik over igangværende projekter. Og så håber jeg, at vi får endnu bedre fat i eksportmarkederne for vores mere standardiserede teknologi-løsninger,« siger han.
Hvad er den største trussel/bekymring?
»Der er meget at være bekymret for. Handelskrige rundt om i verden kan ramme en åben økonomi som den danske meget hurtigt og hårdt, politisk usikkerhed eller uforudsigelighed i Storbritannien. USA kan også ændre spillereglerne hurtigt. Men jeg er optimist og tror på, at vi i EU har kloge politikere, som tænker længere frem, så det skal nok gå, hvis bare vi lytter til vores kunder og er hurtige på fødderne,« siger han.