Audition til job i forlystelsespark
Djurs Sommerland søger 650 sæsonarbejdere til næste års sæson.
Forlystelsesparken Djurs Sommerland har slået 650 stillinger op til den kommende sommersæson. Parken søger folk i forskellige aldersgrupper, som har lyst til at være kokke, tjenere eller sælgere i en af de mange restauranter og butikker eller måske pirat, viking eller bondemand ved en af forlystelserne.
Sidste år modtog Djurs Sommerland over 1.700 ansøgninger, og ifølge direktør Michael B. Nielsen venter der igen i år ansøgerne en større rekrutteringsproces.
Gæstetilfredshed er altafgørende for en park som Djurs Sommerland.Michael B. Nielsen, direktør
»Gæstetilfredshed er altafgørende for en park som Djurs Sommerland. Vi ved, at vores medarbejderes møde med gæsterne, hvad end det er ved en forlystelse, i en butik eller andre steder i parken, har stor indflydelse på gæsternes dag og tilfredshed med besøget. Derfor bruger vi også mange ressourcer på at rekruttere de helt rigtige medarbejdere,« fortæller Michael B. Nielsen.
Mange genansøger
Mange af den kommende sæsons medarbejdere vil dog med stor sandsynlighed være gengangere fra i år. Ved afslutningen af denne sæson havde over 400 af dette års ansatte ifølge direktøren søgt om at komme med igen i 2019.
»Det er fantastisk, at så mange igen i år ønsker at komme tilbage til os. Vi modtager meget gerne mange flere ansøgninger, så vi har mulighed for at vælge de bedste af de bedste til den kommende sæson,« siger Michael B. Nielsen.
I slutningen af januar indkaldes hundredvis af kandidater til auditions, hvorefter udvælgelsen finder sted. Inden sæsonstarten den 4. maj skal hele holdet igennem et træningsforløb, oplyser direktøren.