Fortsæt til indhold
Europa

Europas længste rutsjebane af sin art byder på 50 meters fald med 105 kilometer i timen

Den nye rutsjebane koster i omegnen af 215 mio. kr. at opføre.

"Valkyria" er navnet på en ny rutsjebane, som formentlig kan give de fleste kriller i maven.

Efter to års planlægning og et års byggeri forventes det, at "Valkyria" vil være klar til åbning i juli i den svenske forlystelsespark Liseberg.

"Valkyria" bliver ifølge Liseberg Europas højeste og længste rutsjebane af sin slags.

Forlystelsen er en såkaldt Dive Coaster, hvilket vil sige, at det punkt, hvorfra rutsjebanen første gang kører ned, er på minimum 90 grader.

"Valkyria" byder bl.a. på et 50-meters fald, hvor man med 105 km/t falder direkte ned i en underjordisk tunnel.

For Liseberg er "Valkyria" den største og dyreste satsning i forlystelsesparkens historie. De samlede udgifter forbundet med byggeriet forventes at løbe op i omkring 215 mio. kr.

Det er den adm. direktør i Liseberg, danske Andreas Andersen, der står bag investeringen. Han har tidligere været vicedirektør i Tivoli og har flere store planer for Liseberg i støbeskeen.

Således planlægger han i forbindelse med Gøteborgs 400 års jubilæum i 2021 at bygge et vandland og stort oplevelseshotel syd for den eksisterende park, der er Nordens største forlystelsespark.

Liseberg ligger i Gøteborg og ejes og drives af Gøteborg Kommune. Hvert år besøger i omegnen af tre mio. gæster forlystelsesparken.

Verdens for tiden hurtigste, højeste og længste Dive Coaster er forlystelsen "Valravn", der findes i den amerikanske forlystelsespark Cedar Point i Ohio.

Rutsjebanen er på sit højeste sted 68 meter og i alt 1.041 meter lang. Tophastigheden er 120 km/t, hvilket altså er 15 km/t hurtigere, end den topfart, som "Valkyria" når op på.

Nedenfor kan du se, hvilken oplevelse "Valravn" tager en med på.