Fortsæt til indhold
Aarhus

Dalgaarden lukker - kommunen har mistet tilliden

Aarhus Kommune trækker sig fra driftsaftalen med Behandlingshjemmet Dalgaarden i Højbjerg. Dermed er det økonomiske grundlag for at fortsætte væk, konstaterer bestyrelsesformanden.

Aarhus Kommune har ikke tiltro til, at økonomien på Behandlingshjemmet Dalgaarden i Højbjerg kan genoprettes. Derfor meddelte kommunen onsdag den selvejende døgninstitution, at Aarhus Kommune trækker sig fra driftsaftalen med institutionen, og at de 18-20 børn, som Aarhus Kommune i øjeblikket har anbragt på Dalgaarden, hurtigst muligt vil blive flyttet til andre opholdstilbud. Konsekvensen er ifølge Dalgaardens bestyrelsesformand Knud Byskov, at Dalgaarden lukker.

»Når Aarhus Kommune ikke længere vil bruge Dalgaarden, har vi ikke længere et driftsgrundlag. Totredjedele af de børn, som i dag er anbragt på Dalgaarden, kommer fra Aarhus Kommune,« siger Knud Byskov, som torsdag orienterede de ca. 40 ansatte på behandlingshjemmet om situationen.

Som omtalt tidligere i JP Aarhus blev Dalgaarden i december 2017 varslet lukket af Socialtilsynet på grund af bl.a. . uacceptable magtanvendelser. Aarhus Kommunes Socialforvaltning indsatte den 1. februar 2018 to ledere fra kommunen som konstitueret ledelse på Dalgaarden, hvilket efterfølgende fik Socialtilsyn Midt til at annullere sin påtænkte afgørelse om lukning af Dalgaarden. Men økonomien på institutionen har gennem de senere år også været en bekymring hos Aarhus Kommune, som sammen med Dalgaardens bestyrelse aftalte en samarbejdsaftale, der bl.a. skulle rette op på økonomien.

Særlig opgave

I juni konstaterede Dalgaardens bestyrelse, at man ikke kunne leve op til samarbejdsaftalen, hverken for så vidt angår økonomi, faglighed, personale eller arbejdsmiljø. Dengang var konstateringen et merforbrug på 8,1 mio. kr. i 2018. I fredags indsendte Dalgaarden en ny genopretningsplan med henblik på at sikre en varig forandring af situationen på Dalgaarden. Men Aarhus Kommune vurderer, at der med den forelagte udviklingsplan og bud på scenarier og budget ikke foreligger et fyldestgørende svar på udfordringerne.

»Vi tror ikke, at forudsætningerne i den tilsendte genopretningsplan kan hænge sammen hverken økonomisk eller fagligt. De børn, som kommer på Dalgaarden, er børn, som det ikke er nemt at finde andre steder til. Derfor kræver det noget særligt at kunne løfte den opgave,« siger Lotte Henriksen, socialchef i Aarhus Kommune.

Dalgaardens bestyrelsesformand er overrasket over kommunens beslutning.

»Jeg synes, at vi var på rette kurs, og jeg ville gerne have haft lidt mere til. Jeg er sikker på, at økonomien ville have været i balance i 2019,« siger Knud Byskov.