Karen Blixen dramatiseres i Grenaa
Afrika kommer for en stund til Grenaa, når "Den Afrikanske Farm" fortælles og dramatiseres på byens bibliotek.
De fleste danskere er bekendt med Karen Blixens forbindelse til Afrika og hendes liv der, som i 1937 kom på skrift i bogen ”Den Afrikanske Farm”.
Selvom Karen Blixen døde i 1962, er hendes fortællinger fortsat populære, og for interesserede er der nu mulighed for at opleve den danske forfatterindes vel nok mest kendte værk på en ny måde.
Det sker på Grenaa Bibliotek den 25. september mellem kl. 19 og 21, når dramatiker og historiefortæller Inger Marie Madsen fortæller og levendegør scenerne fra ”Den Afrikanske Farm” for publikum. Hun fortæller uddrag af bogen, der handler om Karen Blixens forhold til Afrika og om hendes forhold til Denys Finch Hatton.
Grenaa Bibliotek skriver om arrangementet og Karen Blixen:
»Karen Blixens fortællinger er tidløse. De handler om mennesker – om hvordan vi handler eller undlader at handle. Karen Blixen brød sig ikke om at blive kaldt forfatter. ”Jeg er en storyteller,” udtalte hun. Hun var først og fremmest en fortællerske, som ville fortælle en god historie.«
Tidligere har Inger Marie Madsen arbejdet som historiefortæller i mange år, og hun har desuden været med i adskillige teatergrupper, bl.a. Thor Teatret i Randers og Den Blå Hest i Aarhus.
Billetter til arrangementet den 25. september kan købes online på norddjursbib.dk eller ved indgangen på forestillingsdagen fra kl. 18.30. Prisen er 50 kr.