Fortsæt til indhold
Aarhus

Godsbanens øde arealer skal omdannes til nyt internationalt kollegie

En lokalplan med ca. 360 kollegieboliger i op til 13 etager er onsdag på byrådets dagsorden. Kollegiet opføres som en del af den samlede udviklingsplan for godsbanearealet.

Om et års tid vil maskiner begynde at omdanne slidt asfalt og vild bevoksning på godsbanearealerne til et nyt kollegie med 360 værelser fordelt på 13 etager.

Onsdag skal byrådet behandle lokalplanen for kollegiet, der indgår som en del af den samlede udviklingsplan for godsbanearealet. Her vil den nye arkitektskole også blive opført, og den samlede plan er at skabe et varieret bykvarter med boliger og erhverv, mens det nuværende kreative kulturmiljø bliver bevaret.

De første beboere vil flytte ind på kollegiet i 2021, og det bliver opført af Dansk Boligbyg i samarbejde med Arkitektfirmaet Kjaer & Richter, Ingeniørfirmaet Søren Jensen og Opland Landskabsarkitekter.

Kvalitetsboliger med lys

Ole Madsen, arkitekt og partner i Kjaer & Richter, kalder det et internationalt kollegie og har tidligere udtalt om projektet:

»Visionen var fra starten at etablere nogle veldisponerede kvalitetsboliger med gode dagslysforhold, unikke udsigtsmuligheder og differentierede grønne opholdsarealer. Bindeleddet mellem alle boligerne bliver det rummelige ”studiestræde”, som binder ungdomsboligerne og kollegiet sammen med fællesfaciliteter og hovedindgang. Det aktive gårdrum, de grønne tagterrasser og de store orangerier på tagene tilbyder de studerende fantastiske muligheder for at mødes på tværs, og danner rammen om et unikt ungdomsmiljø.«

49 p-pladser

Lokalplanen gælder for et mindre område af godsbanearealerne og omfatter ca. 5.000 kadratmeter. Kollegiet vil være på i alt ca. 15.500 etagekvadratmeter, og ud over de ca. 360 kollegieboliger med et- og toværelseslejligheder vil der blive etableret fælles arealer til aktiviteter og ophold.

Byggeriet vil blive opført med teglstensfacader, og kommer til at bestå af en karrébebyggelse i 4-6 etager, der mod nord afsluttes af en højhusbebyggelse i op til 13 etager.

Til byggeriet hører 49 parkeringspladser. De etableres som en del af en fælles p-løsning for hele godsbaneområdet, hvor bilister skal parkere i centrale parkeringshuse. Derudover gøres der plads til mindst 360 cykler.