Fortsæt til indhold
Aarhus

S og R køber ikke skolerådmands bud på at lappe budgethullet

Det er for letkøbt, når rådmand Thomas Medom (SF) foreslår at lade skatten stige for at afbøde besparelser, mener S og R.

Med den forkastede idé om større skoledistrikter og 19 kæmpeskoler i Aarhus står byrådet med et sparekatalog på 300 mio. kr. årligt, hvori der mangler 5 mio. kr. næste år stigende til 45 mio. kr. i 2022.

SF’s børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) har flere gange peget på, at han ønsker at afbøde besparelserne med en skattestigning. Men den udmelding køber hverken Socialdemokratiet eller de radikale, som peger på, at rådmanden stiller forslaget vel vidende, at der ikke er et flertal for det.

Socialdemokratiets politiske ordfører Anders Winnerskjold kalder en skattestigning en »enorm ineffektiv måde at få penge i kassen«.

Oprigtig og ærlig

»Derfor synes vi, at rådmanden skal komme med nogle reelle bud på, hvordan han ønsker at leve op til de besparelser, der nu skal findes, når nu han ikke ønsker at ændre skoledistrikterne, som direktørgruppen har foreslået,« siger han.

Hos De Radikale mener man, at der skal findes alternative besparelser ved at fortsætte intentionerne i spareforslaget om at udnytte kapaciteten og skabe større skoleklasser. Til SF-forslaget om en skattestigning siger Eva Borchorst Mejnertz (R):

»Vi har brug for en rådmand, der tør pege på, hvor han oprigtigt og ærligt mener, at de penge skal findes, hvis ikke han kan få de skattestigninger, han vil have. Og det er der ikke noget, der tyder på, at han kan.«

En smule højere skat

Thomas Medom fastholder, at hans forslag om en skattestigning, er den bedste måde at afbøde besparelserne.

»Jeg har givet realistisk bud, som man bruger i andre kommuner, der vil gøre en af landets laveste skatteprocenter en lille smule højere. Vil man ikke det, tænker jeg, at bolden ligger hos dem. Så må vi prøve at finde hinanden,« siger han.

Som beskrevet i JP Aarhus tirsdag er også Venstre og De Konservative imod større skoledistrikter og kæmpeskoler. De Konservative så hellere, at man lukkede enkelte skoler, mens Venstre fortsat arbejder på en række alternative spareforslag.