Det sorte næsehorn Mandela skal genudsættes
For første gang udsættes et næsehorn født i fangenskab i naturen.
Det sorte næsehorn Mandela blev født i Ree Park nytårsnat 2015 og bliver inden længe et af de første næsehorn, som udsættes i det fri.
For få år siden var det ellers en teoretisk drøm, at et dyr født i fangenskab kunne overleve i det fri. Men med kun ca. 5.000 sorte næsehorn tilbage i naturen og krybskytter, som gennemsnitligt dræber tre om dagen, er det blevet aktuelt at prøve.
Mandela skal nu sammen med fire andre sorte næsehorn, alle født i fangenskab, danne basis for at genoprette bestanden af sorte næsehorn i det østafrikanske land Rwanda, hvor Akagera National Park igennem en årrække har arbejdet med at genskabe ro til, at naturen atter kan få frit spil.
Mandelas rejse starter i november i år, hvor han fragtes til Dvur Kralové Zoo i Tjekkiet, hvor han skal gå sammen med de fire andre næsehorn, indtil rejsen mod Akagera National Park efter planen kommer til at foregå i juni 2019.
»Da Ree Park for år tilbage begyndte at arbejde med det sorte næsehorn, var det selvfølgelig med en klar bevidsthed om, at vi dermed husede en af verdens mest sjældne og eftertragtede dyrearter. Den store drøm var selvfølgelig at få det sorte næsehorn til at trives og formere sig i Ree Park, og måtte det ultimativt komme til, at et af vores næsehorn en dag skulle få lov til at opleve at blive sendt til Afrika med henblik på genudsætning i den vilde natur, så ville ringen være sluttet,« udtaler Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park Safari, i en pressemeddelelse.
20. oktober 2018 er Ree Park ramme om en intimkoncert med Jonah Blacksmith Trio på Centralstationen i parken. Alle indtægter går til udsættelse af Mandela.