Aarhus Festuge 2018 blev sat i gang af Thomas Helmig
Den aarhusianske musiker Thomas Helmig spillede, sang og dansede torsdag aften den 10 dage lange Aarhus Festuge i gang.
Aarhus Festuge står ikke længere derude og banker på.
Torsdag aften blev den sat i gang med et ordentligt skub fra Thomas Helmig, og de næste 10 dage venter og 1.000 arrangementer på 100 forskellige scener i Aarhus.
Den aarhusianske musiker havde ikke bare samlet flere end 12.000 mennesker foran scenen i Byparken mellem Aarhus Rådhus og Musikhuset Aarhus, han havde også taget venner og familie med på scenen. Gnags, Lis Sørensen, Thøger Dixgaard og Flødeklinikken fik folk til at danse, synge med og agere lav sol over Aarhus, men da Hugo Helmig kom på scenen og sang med sin far, fik begejstringen endnu et tryk.
Og gik det mon nogle af de mange tilskuere forbi, at Renée Toft Simonsen, mor til Hugo, sang kor? Hun siger ellers, at hun ikke har mange toner i livet, men når først musikken spiller, kan alt lade sig gøre.
Det var en Aarhus-aften af de helt store, selv om den startede med, at de fleste kiggede lidt nervøst op mod himlen og de tunge, sorte skyer, der trak sammen over byen. »Det lysner snart,« insisterede en kvinde, der dog havde garderet sig med regntøj fra top til tå.
Rød sol over Aarhus
Regnfrakker i regnbuens farver var i det hele taget moden den aften, mens outsiderne tog regnen med anstand og enkelte nøjedes med at trække en plastiksæk over hovedet. Den holdt da også op, regnen, næsten inden den var kommet i gang, og forvandledes til en rød aftensol, som sendte stråler op på rådhuset. Og så var fokus igen på scenen og en dansende Thomas Helmig.
Også rundt om i parken og på Frederiks Allé tog folk sig en svingom til den totale optur, som Helmig deklarerede.
Blandt publikum var borgmester Jacob Bundsgaard (S), der erkendte, at han havde så mange yndlingsnumre med Helmig, at han ikke kunne udpege nogle enkelte. Og dog: »I hvert fald "Malaga" og "Det er mig der står herude og banker på." Det er jo en klassiker og nærmest soundtracket til min ungdom.«
Mindernes aften
Det var ikke bare en musikkens, men også en mindernes aften. Faktisk var det Erann DD, der sammen med Zapp Zapp, lagde ud med at fortælle, at han og hans dengang knap så kendte band engang for længe siden havde varmet op til en koncert med Thomas Helmig, akkurat som de gjorde det torsdag aften.
Thomas Helmig fortsatte stilen, og talte om dengang han spillede på Café Himmelblå i Mejlgade som sit bidrag til festugen, og om dengang har levede det halve af sit liv i Genlyd-studierne i Haraldsgade i Viby og blev ret familieagtig med Peter A.G., Lis Sørensen og alle de andre.
Og pludselig stod de der, Gnags og Lis Sørensen, hidkaldt af Thomas Helmig, der, fortalte Peter A.G. fra scenen, havde ringet til dem en for en, for at det også skulle være en overraskelse for dem, at de alle skulle spille med denne festugeaften.
»En forbløffende oplevelse,« konstaterede Thomas Helmig, der mente, at han var det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt: »Vi bestemmer, at det her er en sommeraften«
Det blev det, en sommeraften med madboder, ølvogne, juicebarer og alt, hvad der ellers skulle til for at kickstarte festugen. »Aarhus, er I ready to party?«, spurgte han og ja, det lød sådan.