Museumsdirektør advarer: Vær varsom med Latinerkvarteret
Latinerkvarteret er helt unikt og skal behandles med stor respekt. Derfor bør der være en overordnet plan for området, mener museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, Den Gamle By.
Latinerkvarterets betydning for Aarhus er at sammenligne med Aarhus Domkirke og rådhuset. Og skal man lave ændringer, skal det gøres med stor varsomhed.
Det mener museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, Den Gamle By, som er bekymret for Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens første renoveringsinitiativ i Volden 27, som kræver en dispensation fra lokalplanen, før det kan realiseres.
Anders Holch Povlsen har gennem selskabet Byliv A/S opkøbt knap 20 ejendomme og ejerlejligheder i kvarteret med henblik på at renovere dem.
Om 100 år vil man bl.a vurdere nutidens indsats på., om det kvarter bliver bevaret.Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør, Den Gamle By
Thomas Bloch Ravn mener, der burde være en samlet plan for området.
Efterlyser helhedssyn
»Jeg kan forstå, selskabet selv bruger udtrykket »en gennemgribende bybevaring«, og det bekymrer mig. Specielt fordi det er én person, som ejer en meget stor del af kvarteret, bør man have et helhedssyn på kvarteret. Ellers kan man frygte, at man laver dispensation på dispensation, så helheden forsvinder,« siger Thomas Bloch Ravn.
Museumsdirektøren efterlyser en samlet plan for området og advarer mod kortsigtede løsninger, fordi bybevaring skal ses i et historisk perspektiv.
»Om 100 år vil man bl.a vurdere nutidens indsats på., om det kvarter bliver bevaret. Med sine småhuse og krogede, brostensbelagte gader er det kvarteret med den stærkeste historie i Aarhus, og det kan mange steder kan føres tilbage til middelalderen og i enkelte tilfælde helt til vikingetiden. Det er unikt, at en by har sådan noget,« fastslår Thomas Bloch Ravn, der også fremhæver områdets særlige forretningsliv.
Unikke butikker
»Hvis man tager til Barcelona, Milano eller Hamborg ser man de samme kædebutikker, men her er butikkerne lokale og dybt originale. Den historiske struktur, stemning og det unikke handelsliv er lidt ligesom støvet på en sommerfugls vinger. Man skal virkelig være varsom, når man rører ved det,« understreger museumsdirektøren, der dog erkender at have set fine ejendomsrenoveringer gennemført af Byliv A/S.
Ejendoms- og udviklingsansvarlig Bo Refsgaard fra Byliv A/S har ikke ønsket at blive interviewet af JP Aarhus, men har sendt en skriftligt kommentar.
»Vi er meget på linje med Thomas Bloch Ravn og mener helt bestemt, at nænsom istandsættelse er vejen frem for at bevare Voldens unikke atmosfære og charme. Vi glæder os samtidig over, at han anerkender andre af vores istandsættelsesprojekter,« skriver Bo Refsgaard og henviser til, at modellen med kun én ejer har vist sig fordelagtig i internationale byrenoveringsprojekter.
Ingen partsstatus
Bl.a. Latinerforeningen og en række forretningsdrivende i kvarteret gjorde i foråret indsigelse mod renoveringsprojektet i Volden 27, som de finder alt for vidtgående. Aarhus Kommunes Center for Miljø og Energi har nu svaret, at det har besluttet at meddele dispensation fra lokalplanen, og at indsigelserne ikke blev taget med i vurderingen.
»Midtbyens Fællesråd og Latinerforeningen/Volden-udvalget har ikke partsstatus, idet sagen ikke vurderes at have væsentlig individuel betydning for andre end de nærmeste naboer. (..) Sagens karakter og omfang er ikke blevet vurderet til at have væsentlig betydning for lokalområdet,« fremgår det af svaret.
Iben Lett, som driver Caroll & Carmen i Volden 16 og sidder i Latinerforeningens opkøbs-og renoveringsudvalg for Volden, er meget forundret over kommunens afgørelse.
Frygter præcedens
»Vi er skuffede, og det er problematisk, at vi som forening og fællesråd ikke har indsigelsesret. Vi er ikke engang blevet hørt, fordi vi skønnes ikke at have en væsentlig individuel interesse i sagen. Det kan da ikke passe, at man skal være nabo for at have en interesse i sagen. Vi har en fælles interesse for kvarteret,« understreger Iben Lett, som er bekymret over, at Byliv nu kan gå i gang med sit projekt.
»Det er ganske vist kun én dispensation, men den kan danne præcedens – f.eks. i forhold til, at han må inddrage dele af gårdmiljøet, som kan resultere i et karakterskift og højere huslejer. Så om noget, kan det her komme til at betyde noget for os alle sammen,« siger hun.