Brandekspert efter plejehjemsbrand: Lovlige alarmer kan godt være for langsomme
Kommunerne fik i 2015 opfordring til at modernisere brandalarmen, men der fulgte ikke penge med
Selv om brandalarmen på et plejehjem er fuldt lovlig og giver lyd, som den skal efter reglerne, kan den alligevel være for langsom.
Sådan lyder vurderingen fra direktør Ib Bertelsen, Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, som skynder sig at understrege, at han ikke kender de konkrete forhold på det brandhærgede plejehjem Farsøhthus i Allingåbro og derfor udtaler sig generelt.
»Mange alarmer på plejehjem er installeret for mange år siden, og selv om de overholder lovgivningen, er de overhalet af den nyere teknologi og derfor langsomme til at reagere. Så langsomme, at det kan være for sent i forhold til at redde liv,« siger han.
En tilsvarende brand på et plejehjem i 2015, hvor en ældre beboer omkom under en brand, betød, at kommunerne fik en samlet henvendelse fra Erhvervsministeriet - et såkaldt hyrdebrev - med opfordring om at kigge brandalarmerne igennem og vurdere, om det ikke var tid til en modernisering.
»Problemet var bare, at der ikke fulgte penge med dengang, og siden har kommunerne jo været begrænset af anlægslofter, så det er måske langt fra alle steder, at man har fået udskiftet alarmerne til moderne og hurtige systemer,« siger direktøren brand- og sikringsinstituttet, hvis opgave det er at stå bi med rådgivning og i øvrigt også foretage jævnlige inspektioner af brandalarmer.
I branden på plejecentret i Allingåbro, som brød ud fredag aften, omkom to ældre kvinder, mens tre kom til skade - heraf er en i kritisk tilstand.
Sundheds- og omsorgschef Søs Fuglsang fra Norddjurs Kommune fortæller, at branden hærgede en fløj på Farsøhthus fra 1960’ erne, men hun ved ikke, om alarmerne er fra den tid eller siden er skiftet ud til mere moderne typer.