Syddjurs dropper tankstation ved vandreservoir
Efter en kort diskussion besluttede byrådet i Syddjurs onsdag, at Hornslet ikke skal have en tankstation på et ny centerområde.
En tankstation ovenpå et grundvandsreservoir er en dårlig ide. Det var et flertal i byrådet i Syddjurs enige om ved byrådsmødet onsdag eftermiddag.
Byrådet skulle tage stilling til et oplæg til en ny lokalplan og et tillæg til en ny kommuneplan, der tillader Dansk Supermarked at bygge en Netto som et nyt centerområde i det sydlige Hornslet. I forslaget lå et delelement om at give tilladelse til at kunne bygge en tankstation 150 meter fra en vandboring, men det afviste flertallet altså og vedtog således lokalplanen uden mulighed for at kunne bygge tankstation.
Venstre stemte som eneste parti for at tillade tankstationen med den begrundelse, at intet tyder på, at det skulle være risikabelt at tillade at bygge den i området.
Men selvom der var flertal i byrådet for at afvise byggeriet af et tankanlæg, så kom der alligevel lidt debat. For hos DF undrede Michael Mikkelsen sig over, at SF, der ellers går som et grønt parti, har lagt stemmer til at få undersøgt muligheden for at bygge tankstationen. Hvorfor ikke tage det af bordet med det samme og lade være at spilde embedsmænds tid, spurgte han.