Ekspert: Ambassadør-titler er næppe et problem
Kommunalekspert mener ikke, at politiske race-ambassadører har et habilitetsproblem.
Borgerne kan som udgangspunkt være trygge ved kommunens sagsbehandling i forbindelse med udarbejdelsen af de nye retningslinjer for Classic Race, mener kommunalekspert Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Flere beboere ved Strandvejen/Mindeparken har i høringssvar givet udtryk for, at de ikke føler sig sikre på, at kommunen kan behandle sagen uvildigt, når førende politikere – deriblandt borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand Bünyamin Simsek (V) – er såkaldt ambassadører for racefestivalen.
Det er da en udfordring for en embedsmand at træffe en beslutning, som er upopulær hos borgmesteren eller rådmandenRoger Buch Kommunalekspert
»Det er jo ikke politikerne, men embedsmændene, som sagsbehandler. I det omfang, politikerne ikke er indblandet, kan der ikke være nogen problemer, hvis ellers embedsmændene gør deres arbejde ordentligt,« siger Roger Buch og understreger:
»Det er da en udfordring for en embedsmand at træffe en beslutning, som er upopulær hos borgmesteren eller rådmanden. Men det hører med til jobbet som offentligt ansat embedsmand. Man skal holde fast i lovgivningen og reglerne og sagsbehandle ud fra det,« siger han.
Løs forbindelse
En juridisk konsulent på borgmesterkontoret har vurderet, at politikerne ikke er inhabile på grund af ambassadørrollen, og det er Roger Buch enig i.
»Sådan, som habilitets-reglerne er skruet sammen, skal der være en snæver interesse forbundet med et arrangement, hvis der skal opstå inhabilitet. Og det at være ambassadør kan ikke siges at være en væsentlig interesse for en politiker. Snarere en løs forbindelse.,« mener kommunaleksperten.
Den korte høringsfrist og det sene tidspunkt i forhold til arrangementet sidst på måneden kan dog ifølge ham give anledning til bekymring.
»Det er uheldigt, at man er kommet så tæt på startskuddet, fordi det gør det svært for embedsmændene at gøre arbejdet ordentligt i forhold til at tage høringssvar ind i overvejelserne. Klagerne kan, hvis de mener, at der ikke bliver truffet en korrekt beslutning, klage til Statsforvaltningen, men der kommer ingen afgørelse herfra inden løbet,« erkender Roger Buch.