Fortsæt til indhold
Aarhus

Nu kan et bryllup blive både teatralsk og kunstnerisk i Aarhus

Aarhus Kommune har gentænkt den borgerlige vielse, så par fremover kan blive gift af en kommunal giftefoged i en af byens kulturinstitutioner.

At blive gift er i forvejen noget ganske særligt, men i Aarhus kan bryllupsdagen nu få et ekstra tryk.

Vi synes, at det er herligt, at man kan bruge teatret på den måde.
Allan Aagaard, Aarhus Teater

Aarhus Kommune har gentænkt den borgerlige vielse, så par fremover kan blive gift af en kommunal giftefoged i en af de mange populære kulturinstitutioner: Aros, Aarhus Teater, Musikhuset, Moesgaard eller Den Gamle By samt på Den Uendelige Bro ved Varna.

I løbet af 2017 blev idéen afprøvet i bl.a. Den Gamle By og på Den Uendelige Bro. Det har været populært, og derfor mener rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), at det er oplagt at åbne flere kulturinstitutioner.

Første bryllupsdato er på Aarhus Teater den 21. april.

Teatret er for alle

Her glæder direktør Allan Aagaard sig over initiativet.

»Vi vil gerne bruge vores faciliteter mere aktivt end tidligere – med det in mente, at vi er sat i verden for at spille teater,« siger han.

Der har været bryllup på Aarhus Teater før, men nu bliver de borgerlige vielser skemalagt. Planen er, at der skal være bryllupsdage tre-fire gange i løbet af en sæson, og at der kan være fire-seks bryllupper på en lørdag formiddag.

»Vi synes, at det er herligt, at man kan bruge teatret på den måde. Det koster ikke noget. Vi vil bare gerne have nogle ind og opleve vores lokaler. De kommer her måske ellers ikke, så det er en lejlighed til, at de kan blive lidt imponerede og tænke, at de da sørme også må ind at opleve en teaterforestilling,« siger Allan Aagaard.

»Vi vil gerne være et teater for alle. Det er det, vi arbejder for, og det kan bryllupperne i Buegangen hjælpe med til.«

Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) (t.v.) fpr underskriftermne på plads, efter at han den 22. juni sidste år viede Frederik Ahle Agersnap og Cecilia Ravnkilde Clemmensen på Den Uendelige Bro. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

Der er stadig mange, der bare vil giftes på Aarhus Rådhus. Det er der stadig rig mulighed for – giftefogeden er klar alle de dage, hvervet ikke er flyttet ud i kulturlivet.

Kommunen understreger, at man, når man vælger en vielse under andre former, må forvente, at det foregår på de præmisser, der er på den enkelte lokation. Det indebærer også, at flere møder op til globryllup.

»Derfor må vi nogle gange improvisere lidt, men vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for, at alt forløber problemfrit, så I får en rigtig god oplevelse,« skriver kommunen på hjemmesiden ensærligdag.dk, hvor man også kan se, hvor og hvornår en vielse kan finde sted i ganske særlige rammer.