Fortsæt til indhold
Aarhus

Rullende madvogne bliver en fast del af Aarhus' fremtid

Et enigt byråd gjorde mobile salgsboder permanent i Aarhus, og ordningen blev kaldt et kvantespring og tilskrevet muligheden for at få flygtninge i arbejde.

De senere år er mobile kaffesælgere, vogne med chili con carne og isvogne blevet et mere normalt syn i Aarhus.

Siden 2004 har Aarhus Kommune haft en temmelig langstrækt forsøgsordning med mobile gadesælgere, og den ordning blev onsdag gjort permanent af byrådets politikere.

»I høringssvar fra bl.a. City Foreningen er der bl.a. ønske om synlig registrering af dem, der har lov til at lave gadesalg, det har vi imødekommet. Så må vi følge op på ordningen, og hvis der opstår problemer, skal vi løse dem. Jeg er ikke bekymret,« sagde teknikrådmand Bünyamin Simsek (V), med henvisning til, at teknisk udvalg har anbefalet, at der ved mobile salgsteder skal være et opslag med virksomhedens cvr-nr. samt indehaverens navn og adresse på et sted, der er iøjnefaldende for kunderne.

Løsningen blev gjort permanent af et enigt byråd, hvor DF's Jette Skive sagde, at mobile madboder er en glæde for byen. Det samme mente Keld Hvalsø (EL):

»Det her er jo område, hvor der kan være tale om jobskabelse til nogen, der har haft svært ved at komme ind på jobmarked. Bl.a. flygtninge, det er rigtig godt.«

I 2017 udstedte kommunen 35 tilladelser til mobilt gadesalg på offentlige arealer, og i indstillingen bag den permanente ordning, vurderes det, at der er plads til flere.

»For mig er det et kvantespring at gå fra frossen fisk og ost til lækre retter og færdiglavet mad. Mig bekendt står oste- og fisksælgerne ofte ved supermarkeder, så det er ikke nødvendigvis usund konkurrence. Det tiltrækker i stedet folk,« sagde Jan Ravn Christensen (SF).

Teknik og Miljø skriver i sin indstilling, at der i løbet af 2017 været en håndfuld klager over de mobile gadesælgere.

I de fleste tilfælde har det været henvendelser vedrørende sælgerens placering i byrummet, og henvendelserne er overvejende kommet fra byens restaurationer, caféer og pølsevogne. Problemerne er blevet løst med »et tilsyn, en venlig henstilling og evt. et påbud om at flytte salgsenheden«.

De Konservatives Marc Perera Christensen mente, at de forretningsdrivende måtte oppe sig, hvis de følte sig ramt af de mobile gadesalg.

»Restauration er et ekstremt svært game, som kræver meget mere end at sælge kaffe fra vogne. Hvis man ikke kan lave et koncept, der kan overleve, når man har et lokale til at servere i, men udkonkurreres af en vogn, der triller forbi, så har man et større problem,« sagde han.