Fortsæt til indhold
Aarhus

Århus Håndbolds kompleks mod topholdene fortsætter

Århus Håndbold har nu tabt syv kampe ud af syv mulige til topfemholdene i denne sæson.

Daniel Winther Pedersen

Århus Håndbold kom ned på jorden igen efter sejren i forårspremieren mod HC Midtjylland på hele 18 mål mandag aften.

Fredag var der nemlig klasseforskel, da aarhusianerne var på besøg i Skjern mod ligaens førerhold, som sikkert vandt opgøret med 32-27.

Århus Håndbold fulgte ellers godt med i de første 15 minutter, men ved stillingen 8-7 til Skjern Håndbold gik det stærkt. Førerholdet trak fra, og fire minutter inde i anden halvleg var Århus Håndbold mere eller mindre hægtet helt af. Holdet var bagud med otte mål.

Det sætter os jo under pres, når vi slet ikke laver én eneste overraskelse i løbet af grundspillet.
Torben Petersen Århus Håndbold-spiller

»Vi begynder at tage nogle dumme beslutninger i angrebet, hvorfor vi ikke kommer frem til ordentlige chancer og mister bolden. Samtidig bliver de ved med at score, og så rykker de fra os. Lige efter pausen er vi bagud med otte mål, hvor Skjern har fået nogle scoringer, fordi vi mistede bolden i syv mod seks, så de kastede den ned i tomt mål. Så bliver det jo svært mod en modstander som Skjern. Vi fik dog bedre fat i anden halvleg, men det var for sent,« siger Århus Håndbold-spilleren Torben Petersen.

Svært mod topholdene

Nederlaget til Skjern Håndbold var samtidig syvende gang ud af syv mulige, at Århus Håndbold tabte til et topfemhold i denne sæson, når man regner pokalnederlaget til GOG med.

Derfor er samtlige 19 point, som Århus Håndbold har fået i sæsonens 19 kampe, vundet mod hold, som har færre point end aarhusianerne, der lige nu indtager syvendepladsen i ligaen.

Det ærgrer da også Torben Petersen, at man ikke har formået at overraske mod ligaens tophold bare én gang i denne sæson, selvom det er klubber, der opererer med større budgetter, end aarhusianerne gør.

»Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke kan være med mod de hold. Vi plejer altid at tage nogle point i de kampe. Vi skal nok blive bedre til at holde hovedet koldt gennem en hel kamp og få minimeret vores antal af fejl og mindre kloge beslutninger. Mod de andre hold kan vi stadig vinde kampe, når vi falder ud i nogle minutter, men mod topfemholdene er det markant sværere, fordi de ganske enkelt er så dygtige til at straffe det og køre på i 60 minutter. Det er de små perioder, hvor vi falder ud, som bliver dyre for os,« siger Torben Petersen.

Mens det ikke er lykkedes for Århus Håndbold at overraske mod ligaens bedste hold, er det omvendt lykkedes for nogle af bundholdene at overraske mod Århus Håndbold.

Lige inden julepausen tabte Århus Håndbold nemlig til ligaens sidsteplads, TM Tønder, mens aarhusianerne har tabt og spillet uafgjort mod oprykkerne Nordsjælland Håndbold.

Derfor sætter de manglende point mod topholdene også et ekstra pres på Århus Håndbold i kampen for at slutte i top-otte og nå med i slutspillet.

»Det er frustrerende, fordi vi altid plejer at tage nogle point mod de bedste hold i løbet af grundspillet. Det sætter os jo under pres, når vi slet ikke laver én eneste overraskelse i løbet af grundspillet. Det betyder, at vi skal vinde kampene mod de andre hold. Hvis vi bare kan samle fire point mod topfem i løbet af sæsonen, er det jo fire point, som vi ikke skal finde andre steder,« siger Torben Petersen.

Vil ikke være fyld

Ud over at de manglende overraskelser mod topholdene i ligaen betyder, at Århus Håndbolds kampe mod de andre hold bliver endnu vigtigere, så betyder det også noget mentalt frem mod slutspillet, at de ikke har formået at slå nogle af de bedste hold.

For hvis Århus Håndbold ender med at få en billet til slutspillet, hvor der skal spilles om DM-guld, vil Torben Petersen gerne have én eller to succesoplevelser mod de bedste hold med i banken.

»Det er irriterende, at vi ikke har formået at slå de fem bedste hold i denne sæson. Hvis vi klarer os med i slutspillet, så skal vi jo netop være i stand til at kunne slå dem på vores bedste dage. Ellers er vi jo bare med som fyld. Slutspillet handler jo om, at man har en chance for at vinde guld, så set i det lys ville det have været fedt, hvis vi bare havde slået et eller to af topfemholdene, så vi havde tanket lidt selvtillid, inden vi forhåbentlig skal møde dem igen i slutspillet,« siger Torben Petersen.

Århus Håndbold mangler stadig at møde GOG, Bjerringbro-Silkeborg, Aalborg Håndbold og TTH Holstebro i grundspillet.