Aarhus Havn sætter dansk containerrekord
Containerhavnen i Aarhus har omsat det højeste antal containere nogensinde i en dansk havn.
Det største antal containere, der nogensinde er omsat i en dansk havn, blev i 2017 løftet over kajen på Aarhus Havn. 2017 endte med 511.424 containerenheder.
Dermed slog Aarhus Havn også sin egen rekord fra 2007 med 7.772 enheder, da 503.652 containerenheder blev sendt ind eller ud af terminalen.
Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen erkender, at han har set frem til at slå den 10 år gamle rekord, der blev sat lige inden finanskrisen, som resulterede i et markant dyk i den internationale handel, men han havde ikke forventet, at det blev i 2017.
Vi havde forventet vækst i 2017, men jeg vil gerne indrømme, at vi ikke helt havde ventet så markante stigninger.Jakob Flyvbjerg Christensen, Havnedirektør, Aarhus Havn
»Vi havde forventet vækst i 2017, men jeg vil gerne indrømme, at vi ikke helt havde ventet så markante stigninger, som vi har set i de fleste af månederne. Lige nu ser det ud til, at vi lander på den pæne side af en tocifret vækst, og det har bidraget til, at vi har passeret den tidligere rekord,« fortæller Jakob Flyvbjerg Christensen.
Rekorden afspejler i øvrigt, at det har været et godt år for både APM Terminals og den nye containeroperatør, ALC, der havde debut på Aarhus Havns containerterminal i 2017.
»Men det handler naturligvis også om, at Aarhus Havn er begunstiget af et særdeles godt miks af kunder lige fra rederier til transportkøbere, der aktuelt har forretningsmæssig succes. Det smitter uundgåeligt af på vores forretning og er med til at skabe vores fremgang,« siger Jakob Flyvbjerg Christensen.