Fortsæt til indhold
Aarhus

2017-events blev modtaget positivt af publikum

En publikumsrapport, der har undersøgt 27 forskellige 2017-events, viser, at publikum har været ganske positive over deres oplevelser med de undersøgte arrangementer.

Langt størstedelen af publikum til en række afviklede 2017-events var positive, da de efter arrangementerne blev spurgt til deres oplevelse.

Det fremgår af en publikumsundersøgelse fra Rethink Impacts 2017, der hører under Aarhus Universitet, og som er sat i verden for at evaluere det europæiske kulturhovedstadsår. I alt dækker undersøgelsen over 27 forskellige events mellem 21. januar og 27. oktober, som Fonden Aarhus 2017 har været med til at finansiere. 92,7 pct. af de 6011 adspurgte publikummer var "positive" eller "meget positive" over "almindelige events", der bl.a. tæller Aarhus Street Festival, Europæisk Middelalderfestival og Aarhus Fortæller, der er Den Gamle Bys underjordiske fortælling om den aarhusianske historie. 78 pct. var ligeledes "positive" eller "meget positive" over de tre såkaldte megaevents, der omfatter åbningen, Røde Orm og The Garden, som Aros stod bag. De 78 pct. dækker ligeledes over de undersøgte "fuldmånevents", som f.eks. omfatter Befri Gudstjenesten, Eutopia-festivalen og forestillingen Watermusic, der foregik på industrihavnen i Randers.

Den gode respons vækker glæde hos Rebecca Matthews, der er administrerende direktør hos Aarhus 2017.

»Vi er glade og stolte over publikums tilbagemeldinger. Det værdsætter vi meget, og vi er faktisk overvældede over den respons, vi har fået. Vi er også glade for, at vi har leveret et kulturhovedstadsår, som er forløbet planmæssigt uden at gå over budget,« lyder det fra Matthews. Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), er tilfreds.

»Det er godt og dejligt, at publikum er positive over arrangementerne, da kulturhovedstadsåret er en begivenhed, der er lavet for aarhusianerne, midtjyderne og alle de mange gæster, der er rejst hertil. Overordnet synes jeg, at vi har leveret et fantastisk år med en række mindeværdige begivenheder, som for mit eget vedkommende kommer til at stå mejslet i min bevidsthed resten af mit liv. Og sådan er der forhåbentlig mange aarhusianere, der har det,« siger Bundsgaard.