Miami ramt af undtagelstilstand - JP-korrespondent er i byen: »Man kan tydeligt mærke, at folk er urolige«
Orkanen Irma ventes at ramme millionbyen i det sydlige Florida søndag morgen dansk tid.
JP i Miami: Det er svært at komme væk - nu holder de vejret
De hjemløse og fattigste i Miami render forvirrede rundt på gaden, mens de fleste andre borgere er flygtet eller har barrikaderet sig bag træplader og andre sikkerhedsforanstaltninger.
Én ting har de dog tilfælles - de venter alle på orkanen Irma, der ventes at ramme den amerikanske millionby og resten af Florida søndag morgen dansk tid med voldsomme vindstød og flodbølger til følge, fortæller Jyllands-Postens udsendte korrespondent Jørgen Ullerup, der befinder sig i Miami.
»Der er begyndt at komme vindstød, lidt som man kender det fra Vesterhavet i Danmark, og palmebladene rasler så småt af træerne. Folk venter på, at de hårde vindstød kommer, og man kan tydeligt mærke, at de er urolige,« siger Jørgen Ullerup.
Lørdag erklærede borgmester i Miami, Tomas Regalado, i tre døgns undtagelsestilstand i forbindelse med Irma. Det betyder, at indbyggerne vil være ramt af udgangsforbud, mens orkanen raser.
Det skriver Sky News.
Allerede nu har de fleste indbyggere enten ladet sig evakuere eller valgt at barrikadere sig i deres huse og i sportshaller, skoler og konferencecentre i området.
Det har Jørgen Ullerup kunne konstatere ved selvsyn, da han kørte på motorvejen på vej til bydelen Little Havana omkring klokken 22 dansk tid.
»Normalt er der tæt trafik på motorvejen, men nu er det meget spøgelsesagtigt og øde. De fleste kører nordpå for at slippe væk fra orkanen,« siger han.
I alt 1,2 millioner mennesker har ifølge myndigheder ladet sig evakuere fra det sydlige Florida.
Orkanen ventes at ramme Florida omkring klokken 8 dansk tid.