Fortsæt til indhold
USA

Trump efter nordkoreansk prøvesprængning: Deres ord og handlinger er »fjendtlige« og »farlige for USA«

Nordkorea bringer Kina i forlegenhed, skriver præsidenten bl.a.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har reageret på Nordkoreas seneste træk på et af sine foretrukne sociale medier.

Uden at begrænse sig til 140 tegn skriver præsidenten i en række opslag på Twitter, at Nordkoreas ord og handlinger fortsætter med at være meget »fjendtlige« og »farlige for USA«.

Samtidig skriver præsidenten, at Nordkorea bringer Kina i forlegenhed, og at Kina forsøger at hjælpe med ringe succes.

»Sydkorea opdager, som jeg har fortalt dem, at deres snak om appeasement (eftergivenhedspolitik, red.) med Nordkorea ikke vil virke, de forstår kun en ting,« skriver præsidenten uden at uddybe, hvad han mener, der skal til for at få Nordkorea til at lytte.

Reaktionen kommer, efter meldinger fra Nordkorea om, at man søndag morgen har testet en brintbombe, som er mere avanceret og kraftigere end en atombombe.

Blandt eksperter bliver der sat spørgsmålstegn ved, om der reelt er talt om en en brintbombe eller en kraftig atombombe, men uanset har prøvesprængningen vakt fordømmelse mod Nordkorea fra det internationale samfund.

Kina, der ellers er Nordkoreas nærmeste allierede blandt stormagterne, har udtrykt fordømmelse, og præsident Moon i Sydkorea taler ifølge sin rådgiver om den "hårdeste straf" inden for diplomatiske tiltag.

I Japan har premierminister Shinzo Abe kaldt sprængningen for "fuldstændig uacceptabel". Rusland har ligeledes udtrykt fordømmelse, men samtidig opfordret til, at alle bevarer roen for at undgå eskalering.