Houston under vand: 30.000 forventes at få brug for midlertidig husly
Faren er langt fra drevet over, lyder det fra myndighederne.
Stormen Harvey har oversvømmet gader og ødelagt hjem i Texas, hvor der er faldet massive mængder regn de seneste døgn.
Siden søndag er der dukket talrige billeder op af biler efterladt under vand, sejlende både i gaderne og mennesker, der vandrer rundt i grumset vand til knæene, med kæledyr, børn og ejendele i armene.
Det skriver The Guardian.
Vicedepartementschef for USA's ministerium for national sikkerhed, Elaine Duke, sagde, at regeringen er meget bekymret for dem, der er strandet i Houston og omegn med akut brug for hjælp. Selvom vinden er aftaget, er faren langt fra drevet over, understregede hun.
»Harvey er stadig en farlig og historisk storm. Livstruende oversvømmelser vil forekomme over en stor del af det centrale og sydøstlige Texas i de kommende dage,« lød det.
Ifølge den nationale vejrservice, NWS, er der faldet op mod 40 tommer regn - svarende til knap 102 cm - i det nordøstlige Houston, og der kan komme yderligere 20 tommer nedbør, før Harvey bevæger sig videre.
I pressebriefingen blev der ikke nævnt noget om, hvor mange der menes at være omkommet som følge af oversvømmelserne.
Harvey gik i land som en orkan fredag og er siden blevet nedjusteret til en tropisk storm. BBC skriver, at op mod 2.000 personer allerede er blevet reddet i og omkring Houston, USA's fjerdestørste by.