Se billederne: Hundredvis er blevet evakueret i Texas
Amerikanske meteorologer estimerer, at der lokalt kan falde 127 cm regn.
Myndighederne løber om kap med stormen Harvey, der har forårsaget massive mængder regn flere steder i Texas.
Politiet i Houston har foretaget 90 redningsaktioner og har reddet 1.100 personer i sikkerhed, oplyser politichef Art Acevedo på Twitter.
Derudover melder kystvagten, at der indtil videre er foretaget 200 redningsaktioner fra luften.
Texas guvernør, Greg Abbott, siger på Twitter, at han søndag har mobiliseret 3.000 redningsfolk fra Houston til Victoria og Corpus Christi og alle områderne derimellem ved den texanske golfkyst. Mandag forventer han at indsætte yderligere 1.000 folk.
Ifølge Abbott er 316.000 personer uden strøm, og det tal omfatter ikke indbyggerne i byen Houston.
BBC skriver, at op mod 2.000 i alt er evakueret. Indtil videre har der været meldinger om to dødsfald under uvejret.
Gary Norman, en talsmand for Houstons nødoperationscenter, har oplyst, at en kvinde sent lørdag fundet død af sine naboer i Houston omkring 27 meter fra sin bil. Fredag kom det frem, at en person var omkommet i en brand i et hus i byen Aransas County.
Harvey gik i land sent fredag aften som orkan og er siden blevet nedjusteret til en tropisk storm, som har forårsaget oversvømmelser flere steder. I Houston, USA's fjerdestørste by, er der lokalt faldet 66 cm regn over de seneste 72 timer, skriver BBC.
Amerikanske meteorologer har estimeret, at der kan falde 127 cm regn nogle steder i staten. Til sammenligning får vi i Danmark omkring 0,7 meter regn på et år i Danmark.