Nye læk afslører Trump i bøn til Mexicos præsident: Du må ikke sige til pressen, at du ikke vil betale for muren
En gammel telefonsamtale mellem Trump og Mexicos præsident er blevet lækket.
Det startede sådan set høfligt mellem de to statsledere, da Donald Trump og Mexicos præsident, Peña Nieto, ringede sammen d. 27. januar. Men når det gjaldt handelstariffer og den mur, Trump havde annonceret at ville bygge på grænsen mellem Mexico og USA, lagde den mexicanske præsident ikke fingre imellem:
»Det her er, hvad jeg vil foreslå, hr. præsident - lad os stoppe med at tale om muren. Jeg har anerkendt alle regeringers ret til at beskytte sine grænser, som de finder det nødvendigt og belejligt. Men mit standpunkt har været og vil fortsætte med at være meget klart at sige, at Mexico ikke kan betale for den mur.«
Det viser nyligt lækkede telefonsamtaler mellem præsident Trump og Nieto, som Washington Post har offentliggjort. Og Nietos klare udmelding faldt ikke i god jord hos Trump:
»Men det må du ikke sige til pressen,« svarede han ifølge transskriberingen af samtalen prompte: »Pressen kommer til at løbe med det, og det kan jeg ikke leve med. Du kan ikke sige til det pressen, for jeg kan ikke forhandle under de omstændigheder,« sagde præsidenten.
Den lækkede telefonsamtale dokumenterer, hvordan Donald Trump i sin første uge på Det Ovale Kontor havde presset sig selv op i et hjørne politisk ved at love ting under valgkampen, som de andre statsledere ikke ville gå med til. Det gælder blandt andet muren mellem USA og Mexico, som han i valgkampen havde lovet, at Mexico nok selv skulle betale for. Det har Mexico dog kategorisk nægtet at ville.
»Sagen er den, at vi begge lidt er i en politisk hårdknude, for jeg bliver nødt til at få Mexico til at betale for muren - det bliver jeg nødt til. Jeg har talt om det i to år,« siger han blandt andet og anbefaler derefter Nieto, at de begge for eftertiden siger, at de arbejder på at finde ud af, hvem der betaler for muren - i stedet for, at de begge siger, at de ikke selv vil betale:
»Vi kan ikke sige det mere, for hvis du bliver ved med at sige, at Mexico ikke vil betale for muren, så vil jeg ikke mødes med jer længere, for det kan jeg ikke leve med. Jeg er villig til at sige, at vi vil arbejde på det, men det betyder, at det går i vasken, og det er okay. Men du kan ikke længere sige, at USA kommer til at betale for muren. Jeg siger bare, at vi arbejder på det,« siger Trump.
Han lover i samtalen også, at det bliver en både billigere og bedre mur end den, der på daværende tidspunkt allerede var blevet fremlagt planer for. Den ville ifølge Homeland Security komme til at koste op mod 21,6 mia. dollars.
Den allerede famøse telefonsamtale, som Donald Trump dagen efter havde med Australiens premierminister, Malcolm Turnbull, er også blevet lækket, og her lyder det blandt andet fra Trump, at en placeringsaftale om flygtninge fra Australien til USA, vil »slå ham ihjel«:
»Jeg er verdens mægtigste person, der ikke vil lukke folk ind i mit land. Og nu indvilliger jeg så i at modtage 2.000 mennesker (der var i virkeligheden tale om 1.250 flygtninge, red.), og jeg er enig i, at jeg kan sikkerhedstjekke dem, men det sætter mig alligevel i en dårlig position. Det får mig til at se så skidt ud, og jeg har kun været her en uge,« siger han blandt andet ifølge Washington Post:
»Den her aftale vil få mig til at se frygtelig ud,« uddybede han senere, inden han kaldte aftalen for både »horribel«, »ulækker« og »pinlig«:
»Jeg har fået nok. Jeg har foretaget opkald hele dagen, og det her er det mest ubehagelige af dem alle. Putin var et behageligt opkald. Det her er latterligt,« sagde præsidenten så, inden han lagde på.
Opkaldet, der skulle have været en time, blev afbrudt allerede efter 25 minutter.