Fortsæt til indhold
USA

25-årig kvinde anholdt for at have lækket hemmelige oplysninger om russisk forsøg på at hacke det amerikanske valg

Kvinden bliver støttet af WikiLeaks-leder Julian Assange.

En 25-årig amerikansk kvinde er nu kommet i centrum for den opsigtsvækkende sag om mulig russisk hacking af det amerikanske valg.

Reality Leigh Winner, der arbejder som entreprenør for et selskab, der udfører opgaver for den amerikanske regering, er blevet anholdt og sigtet for at have lækket fortrolige oplysninger fra sikkerhedstjenesten NSA.

Det skriver BBC og CNN.

Oplysningerne menes at have dannet grundlag for en artikel i The Intercept, der beskriver, at hackere fra den russiske efterretningstjeneste skulle have forsøgt at angribe softwaren bag det amerikanske stemmesystem i dagene op til valget i USA i november 2016.

NSA-filerne var angiveligt markeret som klassificerede indtil år 2042.

CNN har fået bekræfttet af en officiel kilde, at dokumentet i The Intercept skulle være ægte.

Den 25-årige Reality Leigh er anklaget for i starten af maj at have »printet et dokument med fortrolige oplysninger om det amerikanske forsvarsarbejde, fjernet det fra det statslige anlæg og siden have sendt det til et online-medie«.

Hvis hun bliver kendt skyldig, kan hun stå til op mod 10 års fængsel.

Hun har modtaget støtte fra blandt andet WikiLeaks-leder, Julian Assange, der har været med til at offentliggøre læk af klassificeret materiale flere gange.

»Hun er en ung kvinde under anklage, efter at hun har vist mod i forsøget på at informere os,« skriver han.

Omvendt har den amerikanske justitsminister, Rod Rosenstein, slået fast, at læk af fortrolige oplysninger »truer vores nations sikkerhed og underminerer offentlighedens tro på regeringen«.

Han slår fast, at de ansvarlige for sådanne læk »skal straffes«.

Reality Leigh Winner skal ifølge sin advokat afhøres torsdag.

Rusland er flere gange blevet anklaget for at have forsøgt at påvirke det amerikanske valg, både gennem hacking, læk af materiale fra Det Demokratiske Parti samt kontakt til den senere præsident, Donald Trump, og hans kampagnestab.

Alle anklager er blevet afvist af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Donald Trump.