Fortsæt til indhold
USA

Amerikansk flyselskab suspenderer ansat efter voldelig opfordring til passager

Kabineansat opfordrede en passager til at slå ham, da passageren blandede sig i en konflikt. Nu er den kabineansatte suspenderet.

Det amerikanske flyselskab American Airlines har suspenderet en kabineansat, efter et opgør om en klapvogn fik den kabineansatte til at opfordre en passager til at slå ham.

Det sker kort tid efter en anden episode, hvor en passager blev slået bevidstløs og trukket ud af et fly hos et andet amerikansk flyselskab.

Den seneste episode fandt sted, da den kabineansatte med magt tog en klapvogn fra en mor, som var på vej ombord på flyet. I forsøget på at tage klapvognen fra moderen, ramte klapvognen hende i ansigtet.

Mens kvinden stod grædende med hendes barn i armene, blandede en mandlig passager sig i konflikten, hvilket den kabineansatte kvitterede med en opfordring om, at den mandlige passager skulle slå ham.

Hele episoden blev i mellemtiden filmet af en tredje passager, og videoen herfra var i sidste ende det, der fik flyselskabet til at suspendere den ansatte.

Det skriver BBC.

Videoen blev uploadet på Facebook, og ifølge passageren, som optog videoen, blev klapvognen flået voldsomt ud af hænderne på moderen, hvorefter den ramte hende i hovedet, og var tæt på at ramme barnet også, hvilket fik den mandlige passager til at blande sig med ordene:

»Hvis du gjorde det mod mig, ville jeg banke dig«

Hvortil den kabineansatte svarer, at han skal blande sig uden om, og efterfølgende gentagende gange opfordrer den mandlige passager til at slå ham.

Som videoen viser, så valgte den mandlige passager ikke at følge den kabineansattes opfordring. Kvinden med barnet blev efterfølgende smidt af flyet, som skulle flyve fra San Francisco International Airport til Dallas/Fort Worth.

American Airlines undskyldte herefter episoden og gav kvinden og hendes familie en opgradering, da hun blev sendt på en anden afgang til Dallas.

»Det, vi ser på videoen, afspejler ikke vores værdier, og den måde vi tager os af vores passagerer,« skriver American Airlines i en meddelelse.

Den tidligere episode fandt sted midt i måneden, da en passager blev hevet ud af et United Airlines-fly, fordi selskabet skulle frigøre fire sæder til at transportere ansatte.

Passageren blev slået bevidstløs, brækkede næsen og mistede flere tænder, da mandens hoved ramte et armlæn.

Hændelsen, der blev optaget på video, gik viralt på de sociale medier og skabte oprør verden over.

Selvom episoden var ekstrem, så var United Airlines dog i sin gode ret til at fjerne passageren, da det er fuldt ud lovligt for flyselskaber at overbooke afgange og efterfølgende tilbyde passagerer kompensation, hvis en passagers afgang bliver ændret pga. et overbooket fly.