Donald Trump: Beskyldninger om overgreb er del af en sammensværgelse mod mig
Under en tale i North Carolina fredag afviste den republikanske præsidentkandidat alle beskyldninger om seksuelle overgreb. Det er i stedet medierne, der "svindler", udtaler han.
Under en tale i Greensboro i delstaten North Carolina fredag, insinuerede den republikanske præsidentkandidat Donald Trump, at avisen The New York Times sammen med den mexicanske forretningsmand Carlos Slim og Hillary Clinton er del af sammensværgelse imod ham. Det oplyser The Guardian.
»Den største aktionær i the Times (The New York Times, red.) er Carlos Slim. Carlos Slim kommer fra Mexico. Han har givet mange millioner af dollars til Clinton-familien og deres projekt,« sagde Donald Trump fra talerstolen.
»Reporterer på the New York Times er ikke journalister. De er virksomhedslobbyister for Carlos Slim og for Hillary Clinton,« fortsatte han og fordømte desuden flere gange medierne under sin tale for bl.a. at ”svindle”.
Den republikanske præsident kandidat benyttede samtidig lejligheden til at afvise beskyldningen om, at han skulle have forgrebet sig på den amerikanske forretningskvinde Jessica Leeds under en flyvetur i 1979, fordi Leeds ikke er tiltrækkende:
»Tro mig, hun ville ikke have været mit første valg. Dét kan jeg fortælle jer.«
I de seneste par uger har Donald Trump været i stormvejr efter den amerikanske avis The Washington Post offentliggjorde en lydoptagelse fra 2005, hvori han praler med at kunne røre og kysse kvinder uden deres samtykke, blot fordi han er kendt.
Præsidentkandidaten har efterfølgende beklaget udtalelserne, som han har betegnet ”omklædningsrumssnak”.
Trump i afslørende video: »Når man er stjerne, kan man gøre alt med kvinder«
Lydoptagelserne har medført et øget fokus i medierne på en række sager, hvor kvinder har beskyldt Donald Trump for seksuelle overgreb, og onsdag bragte The New York Times en artikel, hvori yderligere to kvinder beretter om, hvordan republikaneren gramsede på dem.
»Han var som en blæksprutte. Hans hænder var overalt. Det var et overfald,« udtalte Jessica Leeds i artiklen bragt i The New York Times.
Under sin tale i North Carolina afviste Donald Trump dog alle anklager og påpegede i stedet, at der kan ligge et økonomisk motiv bag, når kvinder står frem med den slags beskyldninger.
»De beskyldninger er 100 pct. falske. De er opdigtede. De fandt aldrig sted. Når man har mødt titusindvis af folk, som jeg har … Det er ikke svært at finde en håndfuld folk, som finder på falske fornærmelser for at opnå berømmelse, eller måske økonomiske grunde,« sagde Donald Trump.