Fortsæt til indhold
USA

Avis svarer igen efter anklager fra Trump-advokater

Trumps advokater truer med at sagsøge New York Times efter beskyldninger om befamling, som han mener, er falske. Men i stedet for at trække artiklen tilbage, svarer avisen igen.

Årets præsidentvalgkamp i USA betegnes af mange observatører som den en af de mest farverige og kulørte nogensinde.

Skandaler rammer skiftevis Hillary Clinton og Donald Trump, mens især sidstnævnte er kommet i modvind på det seneste med anklager af befamling af kvinder uden deres samtykke.

Onsdag bragte avisen New York Times en artikel, hvor to kvinder beretter om, hvordan præsidentkandidaten gramsede på dem.

»Han var som en blæksprutte. Hans hænder var overalt. Det var et overfald,« siger Jessica Leeds til New York Times, som sad ved siden af Donald Trump i et fly for 36 år siden.

Men både Jessica Leeds og Rachel Crooks, den anden kvinde historien omtaler, lyver, siger Trump.

Ifølge den republikanske præsidentkandidat er artiklen det pure opspind, hvorfor hans advokater har truet med at sagsøge New York Times for ærekrænkelse, hvis ikke artiklen bliver trukket tilbage.

Men i stedet for at fjerne artiklen, har avisen valgt at svare igen.

»Essensen i ærekrænkelse er at beskytte en persons omdømme. Mr Trump har selv pralet med at have udført seksuelle berøringer på kvinder, som ikke udtrykte samtykke. Han har pralet i omklædningsrummet ved sin skønhedskonkurrence,« skriver David McCraw, vicepresident for New York Times i en pressemeddelelse.

»Flere kvinder som vi ikke omtaler i artiklen, har allerede offentligt fortalt om Trumps handlinger mod deres samtykke. Intet i vores artikel har skadet Mr Trumps omdømme, som han selv har skabt via sine ord og handlinger.«

Samtidig understreger McCraw, at emnet er vigtigt for den nationale offentlighed, da Trump selv berørte det under søndagens live transmitterede tv-debat mellem ham selv og modkandidaten, Hillary Clinton.

Kvindernes anklager af Trump er desuden blevet nøje undersøgt, inden de blev bragt, skriver McCraw i pressemeddelelsen.

»Hvis Mr Trump tror, at amerikanske borgere ikke har ret til at høre, hvad disse kvinder har at sige, og at landets lovgivning påtvinger os - og dem som tør kritisere ham - at tie stille eller blive straffet, så ville vi være mere end glade for at debattere i en retssal,« fremgår det sidst i pressemeddelelsen.

De seneste meningsmålinger gør på nuværende tidspunkt Hillary Clinton favorit til at vinde valgkampen inden den tredje og sidste tv-debat. Den finder sted onsdag den 19. oktober.